Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Kristine Jensen Jun 2015
Pas på ikke at kaste sorgen væk, når den melder sig, er det okay at se den i øjnene.

For hvis du forviser sorgen med det samme, så rammer den hårdere end nogensiden, den dag, du mindst venter den.

Den kan prøve at tage livet af dig, men kun hvis du er svag nok.
- digte om mit liv
Christina Sep 2014
hendes farveløse slappe mund
rodløs og opgivende
*** kysser min hals af kærlighed og uvidenhed
*** ved ikke bedre
hendes liv forsvandt for **** år siden
jeg kan mærke hendes desperate forsøg
*** anstrenger sig for at eksistere
om ikke andet så kan sorgen bringe os sammen
*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det
andenrangs poet Jul 2015
på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter
Parlamentarisme rimer ikke på
Flertalsdiktatur
Men i mit snævre hoved
Kommer det til syne på tur
?patriarken er autoritær?
De lyver oppe på borgen
Synger sange om at være os nær
Efterlader os til sorgen
Relevansen er ligegyldig
De lod en matriark drage stemmer
Væltede patriarken med alle lemmer
Bankede hele folket ned
Som endnu et af borgens spil
Det er ligegyldigt hvad de siger
Man kan da ikke have en statsminister
Til at støtte vores piger
Kampen for feminisme
Blev hurtigt frosset af hans isse
De har fandme bare at holde kæft
Ingen af dem burde arbejde i den gesjæft
De skal alle brænde en dag
Skærsilden lader ingen gå tilbag'
De kan alle spinne som de vil
Men en dag så er det **** som et spil
De ender deres omgang
Synger den samme sang
Skattesnydere alle sammen
Jeg føler mig så vammel
En dag skal jeg stemme
Om min tanke vil væmme?
?Jeg stemmer blankt
Mens jeg lytter til skambankt
jeg hader alle på christiansborg
I nattens mulm og mørke
Fandt sjælene vej
Min mund føltes som tørke
Men du gjorde det til en leg

Mit hjerte var tomt og øde
Og kulden blæste på mig
Men kun med dette møde
Fandt kærligheden vej

Nu blev jeg helt varm
Og stjernen skinnede for oven
Byens høje larm
Forsvandt ligesom sorgen

Du tog mig i din favn
Jeg var ikke alene
Pludselig blev du min havn
Du forstod at forene
Til min elskede
Emma Aa Jul 2015
Som en storm over land,
rystede du min verden
og som en sky på himlen,
dækkede du for solen

Med dig kom ødelæggelsen,
du bragte sorgen med dig
og i hånden havde du
kun tusinde stumper glas

Du regerer i mit sind,
du styrer mit indre,
kritiserer mit ydre
og aldrig (altid) vil jeg være alene
eve Mar 2021
Früher dachte ich immer der schmerzhafteste Teil des Todes wären all die Fragen,
die für das restliche Leben unbeantwortet sind.
Aber dann wusste ich, es waren nicht die Fragen,
es war die kalte Leere, die in einem übrig bleibt.
Das Herz, das sich zusammen mit ihr bewegt,
in der Seele Dunkelheit, Finsternis, Dunkelheit,
als ob wir in unserem Herzen durch unsere Tränen ertrinken würden.
Ertrinken in dem Meer der Ungewissheit,
denn niemand versteht den Tod,
aber vielleicht gibt es auch nichts zum Verstehen.
Ein ständig bewegender Schmerz,
der schwächer wird, aber nie aufhört
und der dich irgendwann auch zur Vergangenheit macht, du wirst, was weg ist.
Ist es Freiheit oder Einsamkeit?
Es bleibt den meisten unbemerkbar und das tötet uns langsam.
Da sind Friedhöfe - Gräber voller Knochen, die keinen Ton machen, vereinsamt.
Verstorbene, die eine Identität auf unserer Bühne spielten
und sich Sorgen über ihre Leistung machten,
doch der Tod trat trotzdem auf, auch ohne Applaus.
Aber wie fühlt sich der Tod an?
Ich stelle mir Frieden vor, aber nicht der, der Abenteuer will.
Ich stelle mir Stille vor, aber nicht die, die sich Geräusche sucht.
Ich stelle mir Nichts vor, aber nicht das Nichts, dass sich nach Alles sehnt.
Ich stelle mir vor, und dann wieder auch nicht.
Mariee Feb 2016
Jeg savner en arm om mig
Og jeg ved ikke hvis
Måske er jeg bare afhængig
Ligesom du er afhængig af lange nætter og korte og lange baner
Hvem er vi egentlig
Når vi drukner sorgen i et håbløst sted
Forstår ikke hvorfor jeg drukner
Når jeg jo sagtens kan svømme
Måske er jeg bare træt af at svømme uden at komme videre
Træt

Nu
Vil jeg helst nå i land
Men jeg tror at jeg er kommet for langt
Og nu kan jeg ikke nå tilbage
I tide
nana nilsson Apr 2018
Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu
nogle dage ser jeg mig selv som det hysteriske lille barn der planter sine tykke, fedtede hænder på den rene vinduesrude
Emma May 2023
Ich bin die, die du auf der Straße triffst, begeistert grüßt und nicht vergisst, was wir gestern schrieben.
Lachend liegen wir uns in den Armen. Es gibt so viel zu erzählen, Worte überschlagen sich. Du sagst: „Wo ist nur die Zeit geblieben? Ich muss los, ich seh dich morgen.“ Drehst dich nochmal um und winkst mir zu.

Es ist schon spät, du seufzt leise. „Mach dir bitte keine Sorgen, wenn ich mich nicht melde. Ist grad viel los. Zu viel Stress, zu wenig Zeit. Du kennst das ja, bist live dabei. Nur kann ich grad nicht mehr.“
Und ich bin die, die du auf der Straße triffst, besorgt begrüßt und nicht vergisst, zu fragen, wie diese Sache eigentlich ausging.
Deine Worte sind Balsam für meine vernarbte Seele.
Es tut gut, wieder mit dir zu reden. Wir schmunzeln über alte Zeiten, vergangene Tage und gehn‘ weiter unsere Wege.

Es dauert lange, bis die nächste Nachricht kommt.
Es dauert länger, bis die Antwort folgt.
Doch ich bin die, die du auf der Straße triffst, zögernd noch grüßt und schon vergisst, was ich dir erzähle, während die Worte noch zwischen uns hängen.
Unsre Leben ziehen aneinander vorbei, wir sind nicht mehr im Takt. Die Sätze kommen abgehackt und mühsam.
Du bist gehetzt, denn das Leben wartet nicht. Prioritäten sind gesetzt – und ich bin nicht dabei.

Trotzdem ein: „Lass mal wieder bald was machen und so reden wie früher.“ Wir vereinbaren ein Treffen, von dem wir beide wissen, dass es nie stattfinden wird.
Du siehst mir nicht in die Augen und ich kenne die Wahrheit, nicke traurig zu einer Lüge, die nur noch du aufrechterhältst.
Denn ich bin die, die du auf der Straße triffst, schon nicht mehr grüßt und eigentlich schon lange vergessen hast.
Marie Nov 2020
Ich zünde für dein Wohlergehn,
das Licht der Liebe an
Mit deinem Herzen wirst du sehn
wie hell es leuchten kann

Es dringt durch alle Poren
bis in die letzte Zelle
Du bist wie neu geboren
durch diese Lichterquelle

Mit unverzagtem Mut
und unbeugsamer Kraft
steigst du aus dieser Glut
voll purem Lebenssaft

Streckst deine Flügel aus
und schüttelst alle Sorgen
ins Dunkel weit hinaus
fühlst dich im Licht geborgen
Es wird dich immer schützen
vor großer Not und Pein
oder
zumindest stützen
sollt’s doch mal anders sein
nana nilsson Dec 2018
-
Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu

— The End —