emilie-s-jensen - Hello Poetry

på et øde sted som ej er kendt af mange der brænder to triste hjerter en tankestreg forbinder dem men tager ej hinanden til sig og mørket ligger som et tæppe varmer triste hjerter på en kold og blæsende juli nat "de mennesker du har mistet bær' en del af dem i dig og sørg over tabet af dem for hele dem betyder noget for hele dig" og sorgen var bundet som en knude en bristende én som et for løst bundet snørebånd og selvom ordene flød fra ligeså triste munde saltede af fortids minder var kun stilheden nødvendig for at forstå .... at her kunne triste hjerter mødes og føle i fællesskab og alt ville være helt ok i nattens sidste time brændte et let kys på mundvigen givet i hemmelighed taget imod med en åbenhed som hele verden ville kunne se fra stjernernes lys i mørket tankestregen forbandt dem ej men de åbne sår helede sammen den nat i en omfavnelse fra to triste hjerter

0

Jul 7, 2015

Jul 7, 2015 at 2:15 PM UTC

emilie-s-jensen

triste hjerter

på et øde sted som ej er kendt af mange der brænder to triste hjerter en tankestreg forbinder dem men tager ej hinanden til sig og mørket ligger som et tæppe varmer triste hjerter på en kold og blæsende juli nat "de mennesker du har mistet bær' en del af dem i dig og sørg over tabet af dem for hele dem betyder noget for hele dig" og sorgen var bundet som en knude en bristende én som et for løst bundet snørebånd og selvom ordene flød fra ligeså triste munde saltede af fortids minder var kun stilheden nødvendig for at forstå .... at her kunne triste hjerter mødes og føle i fællesskab og alt ville være helt ok i nattens sidste time brændte et let kys på mundvigen givet i hemmelighed taget imod med en åbenhed som hele verden ville kunne se fra stjernernes lys i mørket tankestregen forbandt dem ej men de åbne sår helede sammen den nat i en omfavnelse fra to triste hjerter

43

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

0

Apr 16, 2015

Apr 16, 2015 at 3:30 PM UTC

emilie-s-jensen

forfaldent fundament

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

33

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

0

Mar 2, 2015

Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter II

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før. det var allerførste gang jeg så dig danse. du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn. og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder. du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene. vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt. du trak på smilebåndet. men så ej på mig. så kom herhen. du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt. og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se. og scenen var din, min, og vores. verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne. jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert. hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene? jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme. se på mig. stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig. tak for dansen. følelserne... var de ikke lige der? og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler. på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før.... .... og jeg har ikke danset siden

22

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

vi bevæger os som tangplanter i saltvand og vi kysser livets udstrakte hænder og fortæller de andres historier vi er dem der ikke er normale og jeg gør det gerne om igen hver eneste dag jeg vil blive ved med at fortælle de andres historier og kysse de udstrakte hænder der troede på min skabagtighed

0

Feb 2, 2015

Feb 2, 2015 at 6:19 PM UTC

emilie-s-jensen

vi er ikke normale

vi bevæger os som tangplanter i saltvand og vi kysser livets udstrakte hænder og fortæller de andres historier vi er dem der ikke er normale og jeg gør det gerne om igen hver eneste dag jeg vil blive ved med at fortælle de andres historier og kysse de udstrakte hænder der troede på min skabagtighed

15

du var ikke den slags mand der passede ind i statestikkerne om utroskab i metroxpress og du var ikke den slags mand med en advarsel skrevet på ryggen, af en mavesur eks du var den slags mand der duftede af kanel og nyvasket sengetøj og du var den slags mand der bar min taske og lyttede til alle mine ord og du var den slags mand der holdt mig i dine arme og tørrede mine salte tårer af knækket tillid bort fra mine kinder og du var den slags mand der kunne sige det med så meget overbevisning når du sagde at du altid ville være der men du var også den mand der gik uden at se sig tilbage....

0

Jan 6, 2015

Jan 6, 2015 at 3:32 PM UTC

emilie-s-jensen

du var.... (aldrig)

du var ikke den slags mand der passede ind i statestikkerne om utroskab i metroxpress og du var ikke den slags mand med en advarsel skrevet på ryggen, af en mavesur eks du var den slags mand der duftede af kanel og nyvasket sengetøj og du var den slags mand der bar min taske og lyttede til alle mine ord og du var den slags mand der holdt mig i dine arme og tørrede mine salte tårer af knækket tillid bort fra mine kinder og du var den slags mand der kunne sige det med så meget overbevisning når du sagde at du altid ville være der men du var også den mand der gik uden at se sig tilbage....

22