Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild
ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel
- digte om et papmachesind
Anna Jan 2015
jeg holder øje med dine sprukne røde læber
der drikker af det høje vinglas
du krymper dig lidt, og kniber øjnene sammen
for vin er jo heller ikke det du bedst kan lide at smage med tungen
du har malet dine læber og negle, den samme farve som dit hjerte,
helt rødt
effekten er det helt samme ved både dine negle og læber
dine negle er krakeleret
dine læber er sprukne
og dit hjerte er heller ikke ligefrem i et helt stykke

så passer alle tre ting sammen
smadret
men dog stadig samlet
rødvins effekt
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Anna Jan 2017
jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen
Amanda Bordrup Feb 2015
Dit bryst gav mig tryghed
Det var varmt og jeg kunne høre
I din brystkasse
Et hav i bevægelse
En skov i blomstring
Og rytmen i dit hjerte
Gav mig mod til at give efter

At løbe væk med dig
Kunne have været en realitet
Vi kunne have overgivet os selv
Til hinanden
Vi kunne have danset
I skinnet fra hinandens øjne
Men i stedet
Løb vi væk til et univers
Hvor vi ikke var venner
Hvor vi ikke var mennesker
Men hvor vi blot
For en stund
Var to skygger forenet
I skæret af månelyset

Jeg fik næring af dit bryst mod mit
Du smagte af efterår
Jeg ved at jeg smagte af regn
Men du formede mig efter din krop
Og fik mig til at smage af forår

Jeg kyssede dig hårdt
Det var min frelse
Du dyrkede min tilstedeværelse
Det var din overgivelse
Til mit ønske om uendelig intimitet


til M.P

— The End —