Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
AnnaStorm Dec 2014
Som programmerede robotter søger vi efter drenge
For vi vil gerne glemme at vi er robotter
Stivnede stål i en tid fuld af uopdaget blødt guld
Men guldet er sjældent hvor vi er nu
Sammen ruster vi i vores bløde senge
Værelser med kvindetøj og madrasser
Som at glemme hvem der kunne være
Og hvad vi ér udenfor sengene
Vi er ramt af en tid hvor ure går bedre end os
Og hvor vi langsomt irre og bliver grønne
Nu, er nu hvor vi må elske unge
Fordi guld ikke ruster
Kampklar
Frederik B Jun 2014
Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

— The End —