Nostalgi er erindringen om en lykkelig fortid, et savn efter gamle minder. Nostalgi er duften af hans parfume, det er bænken ved havnen hvor vi alle sad en kold dag i marts og det er sangen der blev spillet på repeat i de første forårsmåneder.
Men nostalgi er i sandhed også et væld af ødelagte brudstykker. Et skærpet syn på dengang, kun fremtvunget af dufte, lyde eller steder. Nostalgi er idéen om at alting var perfekt, og at alt nu er forkert. Det er sløret og utydeligt, en rude der er dugget til, rent synsbedrag. Bare fordi vi husker det som noget godt, er det ikke nødvendigvis rigtigt.

20 minuter av frihet känns det
den härliga, kyliga brisen är renande.
Små fåglar delar glädjen av en ny dag.
Solen småtittar genom träden som släpper
små löv som liknar snö.
Trädens vaggnade och vinden påminner mig
om havet. Det känns fridsamt,
Jag vill stanna kvar.

10 minuter kvar av frisk vind som blåser
genom mig, känns helande. Alla tankar
försvinner.
Jag vill stanna kvar.

5 minuter kvar av otrolig harmoni av
öppet sinne for skönhet och inget annat.
Av känslor som flödar genom mig, av att
vara en del av det hela, av att vara
älskad och uppleva detta med all sinnen öppna.

Tiden är ute men jag vill stanna kvar. Nostalgi

bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut  i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte