Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
It is December in Wicklow:
Alders dripping, birches
Inheriting the last light,
The ash tree cold to look at.

A comet that was lost
Should be visible at sunset,
Those million tons of light
Like a glimmer of haws and rose-hips,

And I sometimes see a falling star.
If I could come on meteorite!
Instead I walk through damp leaves,
Husks, the spent flukes of autumn,

Imagining a hero
On some muddy compound,
His gift like a slingstone
Whirled for the desperate.

How did I end up like this?
I often think of my friends'
Beautiful prismatic counselling
And the anvil brains of some who hate me

As I sit weighing and weighing
My responsible tristia.
For what? For the ear? For the people?
For what is said behind-backs?

Rain comes down through the alders,
Its low conductive voices
Mutter about let-downs and erosions
And yet each drop recalls

The diamond absolutes.
I am neither internee nor informer;
An inner émigré, grown long-haired
And thoughtful; a wood-kerne

Escaped from the massacre,
Taking protective colouring
From bole and bark, feeling
Every wind that blows;

Who, blowing up these sparks
For their meagre heat, have missed
The once-in-a-lifetime portent,
The comet's pulsing rose.
kvinde-erfaring
sæbebobler og rygter og rygning og rytmer og lyserød
høje hæle og eksperimenter og sleep-overs
ensomhed og social sikkerhed
bikuber og hierarkier
de hårde piger
spejlets refleksion
medfødt afmagt
internaliseret skam, indvendigt skrig
skamfulde læber, skræmte
berørt - beskidt
et net af vildskab fanger dig bag læbestiften, sprækker i foundationen viser infernoet neden under
evigt brændende
glødende kerne, rank ryg
*******, selvcensur, påpasselighed
indskrænket ***, krydsede ben
fylder næsten ingenting
uskyldigheden på afveje
alle de selvsikre drenge puster sig op og larmer, reelt/figurativt
potentielt mirakuløst
kernefamiliens selvfølgelighed
skønhed og mistillid
jeg er meget mere end mit køn
jeg er 100% mit køn
det er intet skamfuldt over det kvindelige
udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
  fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera
anna charlotte Feb 2015
nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig
UDBRÆNDT ILDSJÆL
  INGEN FLAMMER I BÅLSTEDET;
BLOT GLØDER
               EN ULMEN
        INGEN ÅBEN ILD, MEN:
                           INDRE VARME, SVITSEN
EN DØDBRINGENDE KERNE
               UNDER DEN GÅ, OPBRUGTE
                                  SKAL

     SÅ RØR MIG IKKE,
                       PÅ TRODS AF MIN
                                             UDSLUKTHED
MEDMINDRE DET ER MED
                            FORBRÆNDINGER I TANKERNE
                      FOR JEG ULMER STADIG;
                                    ILDEN ER IKKE
                                                  BEKÆMPET
     ­                       JEG BRÆNDER
                                                      OP
­                    LANGSOMT
                                    ­                          SÅ KOM IKKE NÆR
forlængst glemt lille perle i en tilfældig bog jeg faldt over igen. ville gemme det
at placere sig selv ud fra personerne omkring en
en dans; et liv
konstant vurdering og reevaluering
social opmærksomhed og pinagtighed og glæde og

hvordan ser du mig? jeg ændrer mig fra samtale til samtale
     en kerne? hvem ved

jeg opdager nye ord hver dag, nye vinkler
  for mig er verden ung
men i virkeligheden er det bare mig overfor jorden; relativt
frostgrader
ensomheden og kulden
januar måned
selvom man pakker sig ind i flere lag trænger kulden sig ind
ved enhver mulighed arbejder frosten sig ind til knoglerne, til
selveste væsenets væv, kerne, oprindelse

minusgrader
anna charlotte Sep 2015
jeg bliver stadig ødelagt
hver gang jeg hører din musik

den Musik vi delte
hver gang vi sås

vores midtpunkt
vores kerne
vores musik
anna charlotte Sep 2021
*** driver gennem byens larm, lys og skikkelser. Uden lyst, drages hendes hærgede menneskekrop mod de dybeste toner der kan findes i Københavns kerne. Følelserne er i sindet, som for længst er overbruset af kærlighed og alt der hører til den slags fantasier.
Djævlen er løs, gå ud og fang ham. Fortryrl ham med den smerte han føler, siger hendes indre stemme til hende, igen og igen.

Nyd hende mens du stadig kan. Nyd hvert et øjeblik jeres øjne mødes, uden at I kender hinanden.
Bliver sindsyg af manglen på din længsel.

— The End —