på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane

ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under

stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig