Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er
- digte om det, der aldrig skete
udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
  fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
ungdomspoet Nov 2018
hendes læber fangede hans blik
fyldige men sarte som et rosenblad
hendes store øjne med de lange vipper
som et dådyr
grønne som nåle på et grantræ
han stirrede direkte ind i dem
fortabte sig i dybet
hvor han så hendes sjæl
forbløffet over den godhed og rummelighed
han fandt
som en sol der titter frem bag grå skyer
*** var nærmest altid omringet
af en form for lys
glødende
han var taknemmelig for hver en kurve
hendes krop bølgede sig i
maveskindet der var så fint og blødt
hendes lange ben
som bar hende yndefuldt rundt på
jorden
hendes brune lokker
med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag
fik hende til at ligne noget fra et
modeblad fra tredserne
og der var en slags ydmyghed
over måden *** bare ikke kunne
tage imod et kompliment uden
at blive forlegen
som om *** ikke selv kunne se
hvor fuldstændig håbløst smuk
*** egentligt er
hendes latter og stemme
sød og skrøbelig
hendes bevægelser der nærmest
var filmiske
som om *** dansede på en scene
han blev fascineret af hele hendes væsen
og fandt hende meget sexet
på en måde som er svær at forklare
han sagde til hende at
*** lignede lidt et kys
og et kys blev *** til
OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

— The End —