få tårer skær sig vej ud af min øjenkrog og i mit hjertekammer har snefnug bosat sig
smerten fra samfundets umenneskelige idealer sætter sig som glasskår i mine øjne
i de lodrette sår på mine kinder, drysser omverdenen fint salt
mine blodbaner fryser til, jeg føler mig pludselig som en fejl
sakse danser på mine knogler, i en tidsløs cirkel og jeg ved det ikke mere
med en tandstik gennem hjertet, vakler jeg rundt og forsøger at holde balancen

To høje søjler
Støder sammen,
rammes af solens stråler, fra øst.
I vest flettes der fingre,
varmen i mellem, smelter glas.

Sådan går digtet om du og jeg, “metaforer i krig”. Jeg slås uden om de tunge kys, og jeg drysser din berøring med kobber. Våde kys og din kobberkrop bliver grøn.
Kemien kaster vandpatroner på kobberkroppens fysiske følelser. Vandstanden steg og lavt blev højt.