Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
L S Tesler May 2015
måske ser vi ikke hvordan
vi falder fra hinanden
når vi ikke holder blikket længere end to sekunder
selvom vi deler fortorvet med fremmede ansigter
det er midt i det travle tog
når drengen smiler med unge læber og
ingen mundvige gengælder hans glædeblik
det hele sker i et øjeblik
når vi alle for længst er gået forbi
ingen lukker dig ind i deres tankeunivers
for "hvad nu hvis"
ingen ved hvem de er
for alt hvad vi ved er
at vi er brikker i et spil, hvor
tillid er et fremmedord og
livstørstige sygdomme er mere almindelige
end ordet undskyld
llcb Oct 2017
*** var ligesom hendes billeder. Underbukser og bare bryster som *** stod der i dørkammen. Ikke ude på noget udover at høre om jeg ville have mælk i kaffen. Bare der med lettere brun hud og få blå mærker. Og håret i en hårklemme så jeg kunne se hendes lige skuldre og lige kraveben der rakte ud fra hendes hals til arme. Klare, let puffede øjne og varme kinder af nattesøvn. Og blikket på mig.

Jeg tror ikke på kærlighed ved første blik. Men jeg tror på kærlighed. Og i det blik. Øjeblik. Blev jeg forelsket.
Laura Amstutz Mar 2021
politiet og manden med støvsugeren i nørrebroparken
i nørrebroparken
blandt livløse blade
tapetserede på den sorte asfalt
og i de blanke vandpytter
himlen og månen
og månen og vinklen kan være fugl
hvis blikket bøjes mod spejling i pyt
heri er vinklen langt mere indrammet
overbærende og håndgribelig
i ser
i vandpytten er den langt mere indrammet

— The End —