mennesker der står på lange rækker
klinisk
på de lange baner af rulletrapper på nørreport station
står vi og ser døde ud
en efter en
står mennesker på rækker som var det et samlebånd
vi kigger rundt
men vi ser ikke hinanden

kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden

Livet fortsætter
Selvom du ikke længere slikker søde ord i mit øre
Jeg skal bare lige vende mig til det
At livet fortsætter
Jeg fungerer stadig uden dig
Og du fungerer et andet sted
Med en der ikke er mig
Men jeg skal bare lige vende mig til det
For livet fortsætter
Og nu er det mig der går i 3.g
Måske kan jeg få en ny chance
For at finde lykke
Og måske kunne jeg lære at elske
En der ikke er dig
Livet fortsætter

alle ved at dagens første cigaret
er noget helt specielt
lige præcis som den første kærlighed
brænder den sig fast i den
nøgne morgen-hud
og efterlader lyserøde ar
alle de steder den (han) rørte dig

hver gang jeg tænker på dig
kan jeg ikke få vejret
det er som om at mit hjerte går i stå
og min krop bliver tom for blod
jeg prøver at lade vær med at tænke på dig
for jeg dør langsomt af mangel på luft
og mine åndedratsbesvær gør det svært at leve
uden dig
er det svært at leve

føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest

jeg er lystig
tænker lidt på dig
rør ved mig selv
men lige pludselig
drypper det på mit lagn
jeg tuder
og kan ikke stoppe
så istedet for at trille ært
triller jeg nu tårer
what a life

hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

har snart vænnet mig til min bisare lidelse
af kroniske hjertesorger, men
min fantasi har ingen grænser
de smukke billeder jeg skaber af dig og mig
er så skarpe at jeg skærer mig
mit røde blod løber ned af billedet
så illustrationen af dig bliver dækket til
og når jeg prøver at vaske det væk
er du forsvundet og der er nu blot
en tom plet

jeg kunne se dét i hans øjne når han kiggede på mig
så derfor kunne jeg ikke forstå
hvorfor han ikke ville give mig og dét en chance
men så gik det op for mig
at han selvfølgelig ikke kunne se det selv
for der var jo ikke noget spejl
så han kunne ikke betragte sit spejlbillede og se
hvilke øjne han kiggede på mig med

hendes læber fangede hans blik
fyldige men sarte som et rosenblad
hendes store øjne med de lange vipper
som et dådyr
grønne som nåle på et grantræ
han stirrede direkte ind i dem
fortabte sig i dybet
hvor han så hendes sjæl
forbløffet over den godhed og rummelighed
han fandt
som en sol der titter frem bag grå skyer
*** var nærmest altid omringet
af en form for lys
glødende
han var taknemmelig for hver en kurve
hendes krop bølgede sig i
maveskindet der var så fint og blødt
hendes lange ben
som bar hende yndefuldt rundt på
jorden
hendes brune lokker
med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag
fik hende til at ligne noget fra et
modeblad fra tredserne
og der var en slags ydmyghed
over måden *** bare ikke kunne
tage imod et kompliment uden
at blive forlegen
som om *** ikke selv kunne se
hvor fuldstændig håbløst smuk
*** egentligt er
hendes latter og stemme
sød og skrøbelig
hendes bevægelser der nærmest
var filmiske
som om *** dansede på en scene
han blev fascineret af hele hendes væsen
og fandt hende meget sexet
på en måde som er svær at forklare
han sagde til hende at
*** lignede lidt et kys
og et kys blev *** til

jeg tænker *** på, om jeg mon en dag vil glemme dig, og om du mon en dag vil huske mig

dig og mig
er som en streg i luften;
jeg kan ikke se eller røre den
men jeg ved at den er der

jeg er facineret af alt
jeg kan røre ved
kødelige menneskekroppe
varme og levende
som bløder når de sårer sig
materielle menneskeskabninger
kolde og døde
som et glas eller en kniv
alt det der kan få os til
at bløde
også er der mennesker der
sårer hinanden
helt uden at de bløder

og min smukke veninde
siger
jamen Rebekka
kroppen bruger jo omkring
2500 kalorier
bare på at holde dig i
live dagligt
men alligevel
føler jeg skam over de
150 jeg indtager
på det måltid jeg
spiser
og jeg vil spise
men kan ikke
og sulten
bliver ulidelig
så når jeg er svag
og i weekenden
indtager alkoholisk
gift
kan jeg ikke længere
opretholde
det kodeks jeg har skrevet til
mig selv

føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere

jeg ved nu
at du ikke gjorde mig
til den bedste version af mig selv
for jeg har set at med de rigtige
mennesker blomstrer jeg
som en valmue
smuk og rød mens den
lever frit på marken
men hvis du plukker den
dør den
jeg ved nu
at jeg ikke skal leve
for at passe ind i et
andet menneskes liv
men finde mennesker
der passer ind i mit
som vil leve side om side
med mig på
den frie mark
jeg ved også
at det er okay at jeg
forelskede mig blindt
i lyden af din stemme
dit grin
din hjerne
i måden dine læber
rørte mine
den måde du så mig
det er okay
men først nu ved jeg
at jeg ikke er en kærlighed
fattigere
men en kærlighed rigere
for du vil altid side i mig
have en plads i mit hjerte
for tiden vi har tilbragt sammen
kommer aldrig tilbage
minderne vi har skabt sammen
de forsvinder aldrig
vi vil altid eksistere i datiden
det kan ingen af os løbe fra
og det er okay nu
for nu ved jeg
at det var meningen at vi
skulle forelske os
for at skilles igen
og lære noget om kærlighed

hvorfor er vi så bange
bange for følelser
bange for at vise sårbarhed
bange for at binde sig
hvorfor er vi så bange
er det fordi vi er
bange for at blive skuffede?
bange for at blive såret?
bange for at gå glip af noget?

lever i en drøm
spundet af alferne
der bor i den del
af min hjerne der
hedder amygdala
som skaber
forelskelse
og angst
alferne de danser
blafrer med deres
vinger
kilder mig
så jeg bliver til et
fortryllende væsen
sådan en der er svær
at tro på er helt virkelig
og deres tryllestøv
forbander mig
for jeg er smuk
så langt de fleste mænd
forelsker sig i mig
men ligeså smuk jeg er
udenpå
ligeså grimme er mine
tanker indeni
de finder det mystisk
og dragende
lige indtil de indser
at skønhed falmer
og jeg er mere farlig
end jeg er god
sådan en der virkelig kunne
knuse dit hjerte
for de andre mænd vil
blive ved med at sende sultne blikke
og alferne inde i mig
vil blive ved med at sende mig
til steder som ikke er til at nå
og jeg vil stræbe mod himlen
for de dødeliges verden er ikke
nok for sådan en som mig

når du kigger ud af dit vindue
kan du så se Paris
ser du stjernerne
som vi engang så

linjer i luften
ligner
linjerne i dit ansigt
linjer i mellem os
ligner
linjer på papir

jeg var din
men du ville
ikke have mig
jeg ville have dig
men du ville
ikke være min