S-togene er proppet af en stivnet mænge På perronen splintres glas som et vandfald af reflektioner Øjnene skjult bag briller, stiger han af toget Han møder én på perronen De spotter hinanden fra lang afstand Kvinden i sort og med solbriller skyggende for øjnene af glas En øredøvende larm får dem i trance hånd i hånd Ventende på S-tog og med briller for øjnene Scanner sig ind og ud og undslipper den frosne forsamling Skrider i gruset Hvorom alting er, er de to brillebærere forelsket I en tid fuld af S-toge og glas Kan man være forelsket i en sådan tid?