Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b