Mig, jeg kaster skovle efter angsten

Kaster mig ud i diverse dårlige ideer

Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre

Kaster karamelpapir til fuglene så de dør

Så de mærker alle andres lidelser og længsler

Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til

Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver

Klapper ude af takt

Klapper du af mig når jeg kvajer mig?

Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos

Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?

Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv