Det varme brød ånder på træbordet Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden Smurt ind i olie Som mine lunger nu er smurt ind i tjære - så blev det hele værre Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det Med hvide vægge og blå kameler Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver Og blod I skridtets indre maskineri Der fungerer som en rulletrappe Kører alle de ufødte børn ud Kyler alle de ufødte børn ud Skuffer moder jord igen Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme? Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører Danner min egen rosenhave Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer