Jeg er ved at dykke ned i den verden jeg frygter aller mest.
Den verden hvor alting vender op og ned på ALTING.
Jeg ved ikke om jeg skal dykke længere, for jeg er bange for at drukne.
Prøver at bevare roen, selvom at den ro jeg har inden i er en vedvarende uro.
Jo længere jeg dykker ned, jo mere bliver jeg kvalt i den ikke eksisterende tid.
Uforstående er vi vel begge to, mindre og mindre skal der til for at tid ligepludselig bliver eksistentiel og at vi begge ender på bunden kvalt og alene i hinandens tilstedeværelse.