Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.