du umulige kærlighed snart glemt, men alligevel forevigt gemt inde i min indre og ydre bevidsthed du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer; destinationer, individer, genstande dér minder mig om dig jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud
jeg ligger nu alene i græsset glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel som det sidste jeg ser inden jeg lukker begge mine øjne i og møder dig i en af mine mange drømme åh så naivt og med forvrængede forhåbninger om du og jeg
tørrer blidt, med knyttet hånd en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd at dét forvrængede tankesystem her er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt på dét jeg på én og samme tid absolut er bevidst om, aldrig kommer til at ske udover i mine drømme