Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.