Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Aug 2015 · 799
Natsværmeri
I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse ****, måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens  loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.
Jul 2015 · 922
Endeligt
Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.
Apr 2015 · 1.4k
Blåligt
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Ensomhedsabstinenser
Mar 2015 · 1.1k
Soma-Sema
Verden ligger i et sterilt samsurium af apati.
For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden.
Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt.
Udenfor, står de
uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger.
Med ren marmor under vinter-violette negle,
holder de deres blå sjæle i hænderne -
Tænker Soma-Sema
To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler;
Nærmest spirituelt.
Er det sådan man gør udenfor?
Kroppen er sjælens grav
Feb 2015 · 1.1k
Verden
SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR
SJÆLSFORLADT ****** SOVER
SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER
SYGDOM
SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN
SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET
SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET
Feb 2015 · 1.3k
Nemmere
Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
vinylsind
Jan 2015 · 1.0k
(selv)-Erkendelse
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Jan 2015 · 1.6k
Vinter
Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.
E.V.
Jan 2015 · 898
Om livet (og ferskner?)
Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under?
Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve -
Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere.
At elske
at leve
at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.
Jan 2015 · 1.1k
Udefinerbart (?)
Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.
Jan 2015 · 913
Orkan
Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.
Hverdagsberetning
Jan 2015 · 1.2k
Dig
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Fuglene flyver kun fordi de brændes nedefra.
Og vi er teenagetragedier der sucker for elendighed.
Vi griber efter pigtråden og blodet minder os om dig.
"Jeg smager af galakser" sagde du, men bed mig.
Vores hænder stiger febrilsk fra undergrundens hjertetåge.
Ingen ser og ingen rækker deres hånd i frygt for afhængighed.
For blå øjne er farlige.
Det var sådan et drag at se dig.
Dyrke aliensex i mørket med mine fjender,
drikke kaffe med mine dæmoner, og selv dér var du rødvinssmuk.
Vodkaen smager af ensomhed.
På jagt efter den perfekte choker . På perfekt
I mine endeløse flugt fra det ordinære. Måske man skulle passe ind?
Men separatismen sidder i mine kindben.
Autistisk-sukkende strømmer blodet i mine smerteknuste vener.
Søgende efter varme, men med et nul graders hjerte der kun pumper anakroniske ****, kan man ikke flyve.
Jan 2015 · 1.5k
Deoxyribonucleic
Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.
når alt du ønsker er at blive sammenlignet med kokain.
Jan 2015 · 769
Realitetsødelæggende
Sommetider når jeg findes spekulerer jeg på,
hvordan det må være
at være
På samme galakse som jer.
Jeg skriger til verdensrummet, men ser ingen stjerner.
Jeg tænker på ekliptika og om tilsyneladende
er konstant.
Eller så var det kirsebær, og hvordan I romantiserer
livet, blondetrusser, smøger og lange mandage.
Men Åh.
Jeg husker dig. Dine måner.
Du duftede af stjerneskyer og smagte af frugtplantager.
E skapere
L igegyldigt
S ex
K opiere
E vigheden
Og nu går det op for dig, at jeg snakkede om at elske.
Men hvad så når vi må gå baglæns for at holde det hele i os?
"Blod fuld af kys" og du var lige så let som duggen fra træerne.
Du minder mig om Vogue.
Jeg lider af Afasi og hænger mig i dine ord.
du euforiserer dig selv.
Jan 2015 · 940
Inhibitere
Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.
Jan 2015 · 1.1k
Miljø
Luften er tyk af tanker og løgne.
Foragt og fordærv
Det regner som syreregn
ætsende med depressioner og angst
der gør luften giftig og usigtbar.
Vores lunger giver op.
Lykkepiller flyder i grundvandet,
lammer al ægthed fra livet,
der ikke længere er noget værd.
En hel nation på stoffer,
der har glemt
-
skaderne er for store,
tilværelsen intetsigende.
Det er ligemeget.
Vi er høje på materialisme og transparent lykke.
Jan 2015 · 673
Ekvilibristen
Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner
Jan 2015 · 1.2k
Danmark??
PARADOKSER, PROFETER, POMFRITTER
PENETTRERER VERDEN FOR VÆRDIGHED.
STJERNEBALLON, SMØGER OG ***.
KAFFE, KOKAIN OG KÆRLIGHED.
EN NATION I FLORLET PSYKOSE
MON DEN VÅGNER?
STOFMISBRUGERE AF RANG
OG SKAM.
HVOR KUN DU STÅR I VEJEN FOR DIG SELV.
GALAKSER, GIN, GAB.
NATURKATASTROFER, NØGENT, NAT.
FORARGER, FORVRÆNGER, FORSTÆRKER.
DEN KOLLEKTIVE FØLELSE AF SELVHAD.
KIGGER, KLIPPER, KOGER
IND TIL BENET HVOR DU IKKE KAN MERE.
PSYKOLOGER, PSYKOPATER, PIS.
Jan 2015 · 717
Inkognito
Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.
Jan 2015 · 836
Natkanon
Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.
Dec 2014 · 862
Til jeg gik hjem
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 2014 · 607
OPSTØD
HVAD VIL DU GØRE?
TRÆDER OG TRAMPER
FOR AT KUNNE SE
DU KAN FÅ ALT
TRAMPER OG DRÆBER
TIL DE FALDER I BUNKER.
DINE CIGS HAR FÅET DIG
DIT HJERTE HAR KOLD.
TAGER PUSTEN FRA DIG
DRÆBER
TIL DE FALDER I HOBER
LIVSNYDER
DU ER KEDSOMHEDEN
- OVERHALER DIG SELV INDENOM.
ALLIGEVEL SKAL DU FEJES OP, BLOT FOR AT BLIVE SMINKET.
DU VIL OP TIL STJERNERNE, MEN DU ER IKKE HØJ NOK.
DU SNAKKER
OG SNAKKER
SNAKKER
MEN SIGER INTET ANDET END ORDLØSE LYDE.
DU GÅR UD I NATTENS DISTRAKTION.
SKRIGER
MEN DET ER NAT
OG JEG ER LIGEGLAD.
Dec 2014 · 739
Sårbart
Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.
Dec 2014 · 582
Nat
Nat
Det er nat og mørkets kryb
myldrer frem.
Det er deres tur til at se lyset.
Alle sover men
-
ikke jeg.
Jeg er totalt plugged
mens sangene fra piger der intet føler
buldrer igennem mine ører og
Fylder mit indre
Med tørre tårer
og tomme ord.
Akkurat som dem du lukker ud.
Sangene gør mine følelser flade
og snart
er jeg intet.
Ligesom dem.
Det er nat.
Dec 2014 · 692
At undertrykke
Jeg undertrykker følelsen af
at ville svømme -
styrte, dykke og falde.
Alle tre på én gang.

Følelsen af at vakle mellem
Succes og fiasko
At blive forrådt og stukket i ryggen
Langsom smerte
-
med hundrede kilometer i timen.

Ideen om at blive liggende og
aldrig være i stand til at rejse sig.
Angst og tømmermænd,
i en helvedes cocktail.

At vide med sikkerhed at
tanker kan dræbe,
hvis de råber højt nok.

   Følelsen om aldrig at kunne lykkedes.
At ikke engang præcision -
gør perfektion.
Det eneste vi stræber efter.

At vi alle er engle med stækkede vinger -
holdt nede af fysikkens love –
nye højder kan vi kun drømme om.

At giraffer umuligt findes
og at ord som forståelse
og tilgivelse
Blot er ord.
-
Men hvad? Det er jo bare tanker.
Dec 2014 · 954
Pigeliv
TÅRER PÅ KINDEN
SPRUKNE LÆBER
HYSTERI OG FACEBOOK
PLACEBO VARME FRA HJERTELØSE RADIATORER
KRAKKELERET NEGLELAK OG KNUSTE HJERTER
SØVNLØSE NÆTTER OG (UTOPISK) REALITY
KOLLEKTIV ANGST OG SOCIALE SELVMORD
STRÆBEN FOR PERFEKTION
MANGEL PÅ PRÆCISION
INTET ER GODT NOK.
KROPS IDEALER.
AR PÅ HÅNDLEDENE
AR PÅ SJÆLEN.
HYSTERISKE RÅB OM HJÆLP
SKYLLES UD I TOILETTET.
FACADE-SMIL OG MAKE-UP
DIANOGSER OG ENSOMHED
TOMME LØFTER OG REFLEKTION
FORVENTNINGENS GLÆDE
OG HAD
KOLDE NEGLE; SJÆLE AF IS OG *****.
der gør det svært at være til.

— The End —