der brænder to triste hjerter en tankestreg forbinder dem men tager ej hinanden til sig
og mørket ligger som et tæppe varmer triste hjerter på en kold og blæsende juli nat
"de mennesker du har mistet bær' en del af dem i dig og sørg over tabet af dem for hele dem betyder noget for hele dig"
og sorgen var bundet som en knude en bristende én som et for løst bundet snørebånd og selvom ordene flød fra ligeså triste munde saltede af fortids minder var kun stilheden nødvendig for at forstå .... at her kunne triste hjerter mødes og føle i fællesskab og alt ville være helt ok
i nattens sidste time brændte et let kys på mundvigen
givet i hemmelighed taget imod med en åbenhed som hele verden ville kunne se fra stjernernes lys i mørket
tankestregen forbandt dem ej men de åbne sår helede sammen den nat i en omfavnelse