jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede frost, og lagde sig som et tykt lag af dug mod beskidte ruder de var på tilbud i det lokale supermarked vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære dem til, men det var rart at være i besiddelse af noget, der var mere håbløst end jeg selv noget, der var skrøbeligere end mit sind så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem ned i en transparent vase i køkkenruden ventede på, de ville visne dø af sult ventede på de ville skille sig ad dø af ensomhed lovede mig selv at holde lige så længe som dem stoppede et par dage senere med at drømme, og begyndte at lukke øjnene i, når jeg krydsede veje