Jeg lader vægten af mit hoveds overarbejde holde dig til jorden (bare lidt endnu).
Aldrig før har jeg følt noget så tomt som hullet i mit hjertet.
Aldrig før har jeg været så bange for sten.
Jeg lover dig at den dag mit hovede lader dig svæve elegant til vejrs vil jeg give slip på min frygt men indtil da ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Du må forstå at jeg ikke forstår hvor du er og jeg vil lede under hver en sten i verden hvis det kan bringe dig tilbage.
Måske jeg skulle starte med den hvor dit navn er indgraveret i.
Der hvor jeg skulle slippe din hånd og give den videre til et håb om liv efter døden.
Men jeg holder stadig fast som anker der sidder fast under sten.