Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Naja Aug 2015
En voksende længsel
Til at have alt det
Som ingen har
Endnu.
Til at fornemme
En følelse ingen
Kender til
Mere.
Til at se det som
Ingen har kigget på
Siden.
Naja Jul 2015
Alt man ser er en refleksion
af det som andre mennesker føler,
eller tænker.
vejskilt, navneskilt, næsten skilt
Hvad tænker du på?
Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt?
Man kan aldrig vide hvorfor,
før alt er overstået
Slå dig fast
Slå dig ned, med hovedet først
Hænder af rustent  stål
Blod af billigt Rynkeby
Knogler af knuste tænder
Hvad er det du vil?
Skyerne ligner cigaretrøg
Disen minder mig om mit åndedrag
Forsvundet eller vendt tilbage
Man mister aldrig hvis man aldrig
Hiver vejret, hiver håret, hiver væk
Naja Feb 2015
Små spidse og aflange rugkerner
Snorer sig ind i de små tandsprækker
Prøver at passe ind
Ikke for bred til at tilpasse sig det lille næsten usynlige mellemrum som alle kender
Dog heller ikke for spinkel til at smutte sin vej lige igennem og væk fra besværet
Udefra ses det som en normal og hverdagsnødvændig handling uden ord
Ingen ligger mærke til din inderste smerte af de små kerner som langsomt river dit dyrebare lyserøde tandkød op
Naja Feb 2015
Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.
Naja May 2015
Det nytter alligevel ikke noget
At vride den sidste væde ud.
Lige meget hvor meget man gennembanker og forvrider
Vil der altid forblive et fugtigt spor
Tiden vil tørre
Men nutiden er for vandet
Til at kunne se den rigtige farve som blev forvrænget af tumulten.
Tørt og godt i en stund
Før man igen med jævne mellemrum
Gentager den samme
rituallignende proces
Som vasketøj der ikke vil tørre.
Naja Feb 2015
Blide men hastige toner
Fra hendes lysebrune guitar
Minder mig om egetræet i min gamle have, som falmer langsomt
Ligesom sangen man har hørt
For mange gange
Noderne slynger sig ind i øregangen
Har lyst til at blive
Men triller hurtigt ud igen
Afvist
Alt for mange gentagelser af toner
Som første gang var det eneste rigtige
De eneste man kunne holde ud
Men eftersom tiden løber ud
Falmer tonerne
Naja Dec 2015
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
Tid
Naja Feb 2015
Tid
Tik, tak
En lille skrøbelig, men målrettet pind
Fra tal til tal, fra tid til tid
Når den er væk
Kommer den aldrig tilbage
Aldrig kan den stoppes.
Aldrig kan den forhastes.
Mennesker som skynder sig fra en selvopfundet og ueksisterende startlinje, til en uperfekt slutning som man aldrig når.  
En uopfundet og nødvendig grund for vores eksistens, og uden at være fysisk have mere tilstedeværelse end det egentlige menneske.

— The End —