Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Jeg fanger ord der er blevet til natsværmere
Jeg kysser vandet fordi jeg ved at det ikke vil forsvinde
Der vil altid været et hav, en flod eller en å
Jeg forstiller mig din silhuet, rindende af mine tåre
Der svømmer glasskår i dine øjne og river hul i din pupil
Men det er ikke dig der græder
Det er mig der står i en flodbølge af gråd
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden
Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig
men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt
Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af
Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider
Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve
Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket
Jeg håber du ved, at du gav mig styrken
Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere
Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld
pigeungdom er sprukne læber, fugtige øjne, blege hænder, rystende ben, grønne sind, papmache-hjerter, neglebidning, rifter på håndledene, blå mærker på halsen, tabt alkohol og knækkede cigaretter i tasken, makeuprester, ***** mod rug tunge, maveknurren, ar på hoften, varme radiatorer, gratis drinks, tunge øjenlåg, kortvarig lykke, falske grin, personlighedsspaltning, pengestress, ligegyldige kys, søgen efter tryghed, gåsehud, spildt kaffe, brandsår, våde cigaretter, dybe vandpytter, natbusser, angstdæmpende medicin, fællesdepressioner, et kor af gråd, irrelevante samtaler og et sløret omrids af et ansigt, der smadrer din nattesøvn, og gør det svært at stå op
dengang duftede jeg kun af syntetiske roser, og
jeg så kun franske film med spanske undertekster
jeg røg 29 cigaretter om dagen, og drak 3 kopper
te med smag af håndsæbe
jeg skulle skrive en opgave om mord, men endte
med at skrive 12 ligegyldige digte baseret på din
soprane stemme, og den måde, du kunne få mandag
til at føles som en lørdag eftermiddag med vin i årerne
dit navn har klistret sig fast som lim omkring mine
tænder, men når jeg skal sige det højt, holder jeg op
med at blinke, og mine øjne forvandles til kviksølv
orkestre spiller blå toner under min hud, og hvis du en
dag ser på min tunge, vil du finde groende poesi som
en sygdom, der ikke kan helbredes
halvdelen af verden
er døende,
den anden halvdel ved
ikke engang,
de er i live
- digte om alt det, der skete dengang
vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel
- digte om onsdage

— The End —