hullet i mit lagen bliver større og større
snart kan jeg dyppe mine tæer deri

I går alle i
den grønne park
diskuterer grønt miljø
drikker kolde bajer,
også de er grønne
grøn energi
grøn eufori
vokser ud i luften
rytmerne rækker hen over
mennesketrafikkens
konstante flyden
det er mandag
det er maj

alt jeg vil er at male
male og skrive
kaste mine følelser på papiret
og glo op i loftet

åbne mit vindue så vidt
jeg næsten falder i afgrunden
se byen i fugleperspektiv
det kan jeg godt lide

nyde aftenduften fra min vindueskarm
der hver aften dufter af noget nyt
særligt fugtig og sød
som at beskrive en farve til en blind mand
eller vindens kys i nakken

vrikke mine ører i takt til lyden af bas
fra modsatte ende af døgnet
natten er så rar og fin og uforstyrret
det kan jeg godt lide

Oven på mit fladtliggende tøj
Ligger jeg nøgen og udstrakt placeret
Med armene over hovedet
Som til en mere end ok koncert
Hvor vi sammen tilbeder kunstneren
Nu tilbeder jeg alene de parallelle brædder
På indersiden af taget
Bilder mig selv ind de dufter
Af nyslået græs og glemte minder
Forsvinder ind i mit hovede
Som når jeg bebrejder mig selv
Ting jeg alligevel ikke er skyld i
Tager mig selv i hånden
For jeg er så træt
Af at se søvntilsvinede øjne
Syng mig en vise og se mig danse
Ind i drømmelandskaber
Et hav så tungt

En kant er blød når den vil det
Og huden kaotisk som et verdenskort
Se de tegnende børn i toget
De ser verden så meget mere
Gennem lange spørgende og eftertænksomme blikke
Farvelægger de venskaber
Med kyshånd synger de en venlig tone
For de tanker voksne glemmer at tænke
Se dog vandet hvorfor falder det fra himlen
Hvorfor kan man ikke få luft når man holder vejret
Se min navle den er en knap
Tryk på den så danser jeg til jeg falder om til du ikke længere kan besvare
Hvorfor vi ikke falder om når jordkloden drejer sig
Og falder i søvn
Og hvordan ved man at en hund ikke siger som en ko
Når de er lige gode om at være tavse

Mig, jeg kaster skovle efter angsten

Kaster mig ud i diverse dårlige ideer

Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre

Kaster karamelpapir til fuglene så de dør

Så de mærker alle andres lidelser og længsler

Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til

Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver

Klapper ude af takt

Klapper du af mig når jeg kvajer mig?

Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos

Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?

Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv

jeg ønsker mig et staffeli
så det kan stå i mit hjørne og være trebenet
og jeg tobenet
og pensler bløde og bevægelige
og tekster helst digtsamlinger
tunge af følelser jeg ikke selv kan sætte ord på
og kastanier fordi de er runde
og rare at holde om
som dig når du står og laver mad iført
mine omklamrende umættede arme
og solsikkekerner fordi man ikke kan spise
solstråler
udover d-vitaminpiller men de
sætter sig altid i halsen
som når man forsøger at holde tårer tilbage
og planter højere end mig fordi jeg elsker
at blive set ned på
og papir til at tørre mig med, til at tørre
fingrene i og til at tegne kruseduller på
og en gryde med gennemsigtigt låg
så jeg kan lave popcorn og følge med
fordi det er mærkeligt når de pludselig
fylder mere end til randen
som mine tårer når jeg føler for meget

forvent tristhed som
du forventer regn

begge tillagt samme effekt

udrensende

jeg er skødesløs
musikken er så god
s-togets varme dulmer
nattemørket læner sig ind mod ruden
- presser på
tankernes strøm standser og starter og standser igen
alting er mit

jeg er tankeløs
og musikken er så god

drikker lidt for at føle mig i live
med lukkede øjne og drømme af luft
glemmer jeg både mig selv og de andre

tag mig væk herfra
tag mig med ud i natten
i mørket
vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen
længslende eufori
af velvære
kravler op ad mine arme
alting er godt

man skal dø nogle få gange
før man virkelig kan
leve
.

Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner

Jeg har lyst til at ligge i dynens tunge favn og lytte til regnbyger på rudens kolde gennemsigtighed. Jeg vil ligge alene, høre sørgelige podcasts og nyde den ydmyghed og venlige tristhed de bringer. Jeg vil skrive tekster ned, som jeg gemmer til når jeg bliver voksen, for mit sind er ikke klar til den titel endnu. Jeg vil finde frem til alle de ting, jeg elsker at lave og sørge for at udføre dem, og så vil jeg være min egen bedste ven og være okay med, at man en gang imellem må nøjes med det.

små fisk svømmer rundt i mine æggestokke
de vil ikke fødes endnu
de vil svømme sig stærke
og skiftes til at rutsje ned ad æggelederne
her vil de lande i en pøl med kun én åben dør
og denne dør vil også være åben i modsatte ende
og her vil en lille reje danse sig ind af døren
og følge gangen hen til døren for enden
og lande i pølen og den vil forføre fisken
og fisken vil spise rejen
og de vil vokse sammen og de vil være stærke
nok
og bane sig ud gennem den åbne dør
når de er stærke nok
og så vil de fødes og senere jordes

i det vildledte lys
ser jeg dine hårstrå
bevæge sig til lyden
af glemsel
mærker stenen
i lommen den
er kold og fin
lidt ru fordi
jeg tabte den
måske med vilje
fordi jeg var VRED
over ikke at have
adgang til egen frihed
jeg vil dø i
luften som
en fugl
der dør i luften
jeg vil dø i
luften som
en fugl
hvis hjerte pludselig
standser så
den falder uden at slå sig

jeg beklager kastaniemarkens skygger
lagde sig over dit solbestrålede ansigt
og at plastikposen satte sig fast
i dit cykelhjul
så du faldt og slog hovedet
på den nylagte asfalt
jeg beklager du kom i tanke om
alle dem der fortjente en afsked
men ikke fik den i tide

vær stille pas
på du ikke vækker dine minder
bliver så forvirret
når virkeligheden ikke lever
op til mine forventninger
i lag som
agurk i skiver / agurkeskiver
tag spørgsmål med på mandag
dit ego
- ikke længere delikat
hvad er enheden af
tid / spænding / undertryk(+t)
af omgivelserne de afspejler fataliteten
patetisk fejlslutning
kortslutning?
(salt)vand(s)kredsløb
fugtigt øje - kind - mund           mund
for meget salt pas på hjertet
det fungerer ikke halvt

der sidder en kalv på min altan
jeg beskuer den gennem vinduet
fra dette lille ***
og jeg er for lille til at være her
men der er plads nok til en kalv
så jeg lukker døren op

politiet og manden med støvsugeren i nørrebroparken
i nørrebroparken
blandt livløse blade
tapetserede på den sorte asfalt
og i de blanke vandpytter
himlen og månen
og månen og vinklen kan være fugl
hvis blikket bøjes mod spejling i pyt
heri er vinklen langt mere indrammet
overbærende og håndgribelig
i ser
i vandpytten er den langt mere indrammet

mine favoritpersoner har altid været dem
med sand mellem tæerne
og bølger i tankerne
(for ikke at glemme salten på deres læber)
jeg synker al skylden for disse ting
- bliver kvalt
ligesom vandmelonfrøene
man ikke måtte sluge
som mor altid sagde
disse frø voksede til planter
der aldrig visnede
jeg har gemt kys som valuta
og skyld er bare frø
og kys er bare læber
men hvad er valutakursen på hukommelsen

jeg spiser min Blød
smelteost
23% fedt
sammen med min Mathilde
Original
KAKAO SKUMMETMÆLK
LAVT FEDTINDHOLD 0,5%
med køleskabets halve gab om min torso

Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden

kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig
mine tankestrømme er for støjende
for stærkt groende op ad de kølige
vægge i symbiose med radiatorens
lunkne ånde det er som om
dit ansigt er begyndt at fortælle mig
det ikke vil huskes
som om det skrumper sammen
til syv forskellige malerier
alle af forskellige kunstnere
alle lige forvirrende men blidt nuanceret
til min smag det er som om
vandfarven er begyndt at fortælle mig
jeg er dens favorit
som et rindende slør lægger den sig henover lærredet
som dine øjne jeg godt så holdt øje
med mig da jeg sank
ned i eftertænksomhedens bæk
det er som om ordene er begyndt at fortælle mig
din tilstedeværelse smager af brombær
og orange kridt

Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute

I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder

Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække

Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore

Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

jeg er betaget af hænder
fødder ører
fordi de sjældent lægges mærke til
først
jeg ser hvordan de krummer sig
snørkler sig gemmer sig
når virkeligheden bliver for virkelig
for bragende for alarmerende
som når du bliver nervøs for at skulle
se mig
jeg er et publikum til din ballet
en plante der spirer en nød der falder
og triller
en blottet sodavandsflaske indkvarteret
uden låg
dine hænder griber om mig
tømmer mig stiller mig
tilbage “still, not sparkling”
dine nervers sitren er nu dulmet
du efterlader mig med en tør gane
og dårlig smag i munden
du må undskylde at mit indhold for dig
ikke var nok

vi snakkede i kulden
til mine tanker frøs
jeg åbnede vinduet og bildte mig selv ind
at en sol ophedede mine knogler
nu er jeg kun mineraler
fodrer ensomme celler
du hang i mine øjnes inderlåg
så jeg blev træt
men aldrig af dig
huskede dig på at min krop ikke er dit hjem
men at du er en gæst

vores varme gled langs med hinanden
som en aura
og da jeg står med din hånd i min
dine fingre som vektorer tværs henover mine
kan jeg ikke længere huske hvor flot mit eget navn lyder

nogle gange ser det ud som om regnen kun falder under gadelygterne, men den falder alle vegne

på samme måde som man kan fange folk midt i en stråle af glæde og have svært ved at forestille sig at der kunne være nogle mørke sider af deres liv overhovedet

der er gevækster hvor jeg bor
og nogle af dem kaldes pubeshår
og andre surdej, planter, svamp, svulst.
der gror også skarpe hjørner
på mine spejle og dørkarme
og de er der egentlig bare
hvem betvivler gyldigheden i dem
de kunne lige så godt have været ovale
men de har hjørner, fire hjørner,
kanter, rette vinkler, spidser.
De betragter tavst min anatomi
min blidhed, min saft
og mit blik, der hænger på væggen
i stuen hvor jeg bor
selv duerne ser på

en hængeplante på en hylde hen over min seng
gror ud og ind af mit svælg og jeg bliver
liggende
bliver salvet ind i fotosyntesen og danner
klorofyl i mine lunger, der er grønt

jeg lægger krop til den mose der vokser ud af sandet som er dig
og jeg bliver overkrop i dette lille ***
og du bliver en indsunken sødme som jeg indtager
gennem kirtlerne der findes på begge sider af mit bryst
og jeg ligger i ske med varmen, der sniger sig ind under vinduet
og beundrer solen, smagfuld, som den tør vise sig her

maleriet i hjørnet har set på mig i syv timer
uden at blinke
det er på tide jeg skærer dets øjne ud i kvadrater
og sluger stykkerne langsomt

min mor sagde engang
noget der lød som et digt

din rose er død, ædt op af utøj, smidt ud

På en lunken forårsdag
Kom jeg i tanke om alle dine tekster
Du fik mig til at lære dem udenad
Nu kan jeg aldrig mere læse samme genre
Og dine valmueviolinmelodier nynner jeg
Stadigvæk når jeg spadserer ad Nørrebrogade
Lader mine negle gro sig i vildrede
Så uanstændigt smuds begraver sig i lagene
Klipper jeg dem nu, glemmer jeg hvordan man cykler
Er i ubalance, i trance
Lad mig indse et liv levet på empati
Sjældent fremstår utiltalende

I dag beskytter min dyne mig for omverdenen
og dens katastrofer og overdrivelser og
misforståelser og knivstik og trafikuheld og
hjertesmerter og kold kaffe og og regn og torden
og ild og
dig

jeg har altid været en klimafamilie for sig
som var jeg en matematisk ligning
uden at ville det med vilje
har fundet ro i genbrugens hjørner og lofte
haft for stort et hjerte til at ødelægge et andet
væsens væren i verden
væmmes ved andre menneskers fryd og grådighed
myrd den æd den
måske jeg bare har udviklet en allergi
for industriens masseproduktion. usynlighed. ensformighed.
efterspørgsel efterspørgsel
kopivarer
Basic *******
undskyld hvad sagde du lige der?
elsker broccoli fordi det
minder mig om små træer
får ondt i hjertet når
et skal falde for at en klods af beton kan
gro og vokse sig stor
af økologiske grunde
industri industri
dobbeltmoral og hykleri