skarpt
TROR DU SLEV DU VED
HVAD DU LAVER
???¿
                                         nej
jeg vil gerne
hjem
                             nu
jeg vil        ikke
vil   jeg

HVOR ER HJEM
             jeg
tror jeg tabte mig selv



                                på vejen

jeg er en konstellation af ord
kun eksisterende i kraft af
spildt blæk og søvnløse nætter

jeg har ord under huden, ord i blodet
ord på læberne og ord i munden
ord under neglene ord i håret
ord på skrå, kryds, tværs
ord i lungerne
ind
ud
ind
ud
ind


jeg udånder ord
ord, der kommer snublende, vaklende frem
som om de frygter dagens lys og
aldrig tør være andet end
usagt; forevigt

hvis jeg havde været et ord havde jeg heller ikke turdet

måske flyver jeg; fri
svævende over en
flammende jord
med ildblå vingeslag

jeg er en ørn, phønix
gøg
jeg kan ikke
tæmmes, ikke
fanges
uendeligt; utæmmelig

forsvinde
sprede vingerne i
dans over himlen
friere, højere men
hvor er mine vinger?

jeg vågner med
dugblå øjenlåg
til morgener der aldrig
ser dagens lys

min krop er en flod

fra top til
tå
jeg drypper
                                                         ­                         
morgenlys og stjernestøv

lyset danser og
vi er stadig vågne

natten, afslører alt det
vi ikke er

så en dag, i dag
nu
er du nær og de ting

jeg ikke forstod
som når solen kyssede dit ansigt
og jeg var varm og lys og
du var lys og alt var
lyst

du var solen

men i dette tusmørke
findes ingen ild

-

du er ordene i den poesi
jeg aldrig skrev