jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

siger til mig selv enogtyve gange, at det jo ikke er det,
jeg vil, men hvad ved jeg om det, når jeg ikke har prøvet
det endnu, det er jo så dumt, det jeg formår at gøre det
til, det at jeg ikke formår at fortælle dig det, jeg gerne ville
det gør det ikke mere falsk, bare indpakket i alt det fra ganen
der nu har forgrenet sig med løgne, der er viklet ind i
nylonsstrømper og neglespidser, der flænser dem og det
hele, når det ikke er, som det skal være, siger vi, det er
fint nok, men når det er, som det skal være, kalder vi det
for acceptabelt, vi siger det ikke, som det er, for hvordan
er det nu også lige, det er, udover det er svært at uddybe
er det også svært at fortælle dig alt det, jeg gerne ville for
jeg har kalk på tungen og mine øjne er grå, jeg er ikke smuk
men det er jeg også ligeglad med nu, for det er i hvert fald
ikke det, jeg behøver, at sige flere gange nu

du gjorde mig til en
raffineret
udgave af det, jeg
lovede mig selv
aldrig at skulle være
satte hele tiden kaffe
over i et unøjagtigt
forsøg på at få tiden
til at gå lidt hurtigere
følte mig som en stum
skulptur, der blev
betragtet med nøgne
øjne og målt med blege
fingerspidser
af mennesker,
der aldrig sagde
deres navn
eller noget andet
ville ønske, du ville
erstatte mig og bare
se den anden vej

i want to tell you the truth  
everything hurts, my organs
are  filled with black rocks and
i can't write poetry without gaining
weight, sometimes i wake up
in the middle of the night trying
to convince myself that i'm still alive
i’ve stopped eating anything but
apples and your pastel pink tongue
i want to tell you the truth
that my heart is a collection of
boys who  didn’t ask for my name
only whispered words like beautiful
into my neck, only painted words
like obsession  on my spine
i want to tell you the truth
when i cross the streets i close my
eyes and the thought of dying
doesn't make me cry anymore
i want to tell you the truth
last friday i got so angry at you
that i nearly burned all of my
poems, i threw a plate at my door
and cleaned up the blood saturday
i want to tell you the truth
that i am made of stone, my hands
are never warm, my skin will be grey
my soul is aching because you’ve
made it empty
i want to tell you the truth
i still love you, i still care about you
but when you ask how i'm doing
i'll say that i don't know you anymore

but all you will hear is "i'm fine"

blålige hænder
skæve ben
rødvinsrøde øjne
plamager på halsen
mine vener græder
ren marmor under
negle, jeg ikke filer
hvad er der
at holde af og om
du må gerne
give slip, jeg
nægter alligevel
at være afhængig
af dig eller
nogen anden
i sidste ende er
det mig
alene og
heldigvis for det
ellers ville jeg da
dø af ensomhed

jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk