HAR JEG RENT MEL I POSEN?
ELLER VÅGNER JEG OP MED PSYKOSEN?
KALD MIG EN LÆGE - JEG STILLER DIAGNOSEN
OG NÅR JEG SER PROBLEMER FORHØJER JEG DOSEN

FOR VI POPPER PILLER SOM VI POPPER BUMSER
EGENTLIG ER VI BARE EN FLOK POPPEDE BUMSER
MED HOVEDET SÅ LANGT OPPE I DAMENUMSER
AT VI HAR SVÆRT VED AT SE JERES HUNDEKUNSTER

DJÆVLEN LUKKER MIG IND I SIT PARADIS
STIKKER KNIVEN I MIN SPAREGRIS
SÅ JEG KAN KØBE DRINKS TIL OVERPRIS
OG UNDERSTREGE AT JEG ER MIN EGEN NEMISIS

*(f.b.)

de kunne lande det fly på mit hjerte
det er det sidste, jeg når at tænke og
så falder benene og universet sammen
under og over mig og fra alle sider og
det er ligegyldigt, hvilken vej jeg går
eller for den sags skyld ser, for du står
der altid - ja lige dér, og blokerer for de
milde solstråler, der holder sammen på
mit allersidste fokuspunkt
du er der altid, selv når angsten spiser
af mit kranie og gemmer rester til mine
stikkende, prikkende, rivende fingerspidser

du smiler med bløde læber
og tænder af rød mosaik lige
der, da du fortæller mig, du
elsker, hvordan mine håndled
skærer dig over skulderen
siger, jeg er sindssyg, men
gnider fingerspidsen ned i
kjolens eneste luftrum
du mærker min puls slå i en
uregelmæssig rytme, men
du er ligeglad
siger, jeg er sindssyg,
men lader mig aldrig være, så
det kunne måske være
jeg en dag ville blive sindssyg

enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv

jeg elsker, hvordan hendes krystalblå øjne holder mig glødende
og den måde, *** får mandage til at ligne lørdage
*** kunne få pigesind til at smile, og ar til at hele
*** kunne se blå mærker med lukkede øjne
og derfor går der ikke en dag,
hvor *** ikke strejfer mit hjerte

jeg sidder jo lige her og
betragter dine ribben, der har
form som halvmånen over os
jeg har duftet til dit hjerte, men
det er ikke ligesom de dage,
hvor tågen spiste os ved søen
jeg har druknet mig selv i rødvin,
der stadig lister rundt i mine årer
mens du smiler til hende
sidder jeg jo lige her

Alt er blevet mindre, mens tvivlen er blevet større
Det er derfor jeg står og banker lydløst, på din splintrede trædør
Det er som om du hverken kan se eller høre
For jeg skriger dig jo i hovedet som aldrig før
Intet, er det eneste du gør
At lukke verdenen ude, er alt du tør.

*(f.b)