"stemme" poems
En soms in die vroee oggend ure **** ek steeds jou stem...
wanneer ek sukkel om te slaap,
maar my lyf deuretrek is van moegheid
, voel ek nog jou sagte aanraking.
Dan ***** jy by my soos die neurie van 'n lang vergete wiegelied in die agterkop,
of
die weergalming van ons gegillende stemme deur die lang gange van die lewe...
dis dan wanneer die hartseer my tref.
Dit vul die l e e m t e s wat gelaat is deur die s p a s i e s waar jou vingers altyd so
perfek
In myne gepas het,
in die dooie gevoel,
oor al die plekke waar net jou aanraking
soms
genoeg was om elektrisiteit op te wek
wat my nog vir weke speelvol geprikkel het.
Dan vorm dit saam in die [kamers] van my hart,
waar jou n.a.a.m,
jou < liefde 3
en jou ~legende*
vir altyd sal bly
... en stroom deur die vensters van my siel...
sodat ek weer 'n gesonde uitkyk op die lewe kan he.
Soos 'n magtige rivier
loop dit by al die voue af,
maar altyd met grasie...
en ek huil
Oct 8, 2013
Oct 8, 2013 at 6:42 PM UTC
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Feb 6, 2016
Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC
Teen die hange van die berge-nag
Speel die donker op die ligte sag
Die kalm daal op die chaos-stad
Van klank en mense op elke kronkel pad
Dit voer jou mee in 'n sterre mat
In skoon lug met 'n oop kop
Kan gedagtes net vloei en skrop
Aan dinge wat is en kom
Aan mens wees, goed en krom
Aan die eenvoud en dit wat verstom
Woorde lê in 'n niks-wees dwaal
Dis rou, dit is maar net - dis kaal
Net om die stemme wat skree te verlos
Dinge wat 'n uitlaat soek in die kosmos
Dit het ink gevind, soos vuur in fynbos
Jul 12, 2016
Jul 12, 2016 at 4:53 AM UTC
*** praat jy met 'n nagmerrie stem
waar jou uitroeptekens soos 'n slu foks-stem
in 'n koue marmer gaap besterf?
*** druk ek my ore toe
as my hande agter my rug gebind is
met drade van sielsdiep verse?
7 biljoen stemme , maar joune rys uit:
'n metaal orkes in 'n wereld van vyandlike vriende
en godslasterlike psalm-gesange.
*** droom ek stukke van jou op
in al die gifte van 'n barmhartige maan
wat my geliefde aan die bitterbessie bosse hang?
Ek probeer verwoed om my monsters
soos silwer gekwaste honde te verdrink
, maar selfs in die beursie-tapper lawaai water
is hul swem tegniek onverbeterlik.
Vergewe my stilswye en klapperwoorde
, maar ek sukkel om my drome te deel
met klaasvakie kerels wat hulle
voetspore ongeskonde laat
en liederlike drome aandra.
Ek bevraagteken soms die vraagtekens
en die puntlose stellings wat
tenstrydig die onbeperkte moontlikhede kortknip...
Soms wonder ek...
soms droom ek...
soms hoop ek...
-maar ek skrik altyd wakker
, altyd.
May 6, 2014
May 6, 2014 at 5:35 PM UTC
Når du taler til mig
Lyder du fremmed
For mine tanker har forvrænget din stemme
Du er mere fantastisk i mit hoved
End du er når vi endelig ses
For din stemme er nasal
Og dine tanker ret normale
Så bliv væk hvis du vil huskes
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 3:07 AM UTC
Die arendgod was reeds verswelg
Agter sleepvoet trapsietjies
Wat met motreen sy voetspoor laat
Menigte kleure het deurmekaar gedreun
Om hul water afhantlikes met 'n bulderende
Brander van stemme te dra
En die skerts wat dans oor hulle skouers
Dan af traan om met hulle verwante menigte te vereenselwig
Die gedreun van stemme bereik 'n stilte vol antisipasie
Die bekoordes vind hul ligging ...
Op hul merke...
Gebore vir die oomblik...
Kneukels raak wit van koue en klou...
Iewers flits 'n meganiese weerligstraal...
En ons swem rugslag in die sproeireen
May 6, 2014
May 6, 2014 at 5:38 PM UTC
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
Oct 19, 2014
Oct 19, 2014 at 6:18 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
geselsies oor stomende boere troos
kombuis warm gekuier
stemme weerkaats sagkens van mure
my verlore jong meisie dae
as ek maar kon weet
woorde aan die wind
wys en syd versprei
soos die skerwe van my hart
onherroepbaar weg , stof bedek
die inuitputbare gemis
geen ander skaduwee kan begryp
tyd heel niks
jy leer leef in leemte en skerwes
huis met krake en gebreuke
tot als in tuimel
soet versoening
tot dan
siels kreute, hallelujah
Jun 6, 2014
Jun 6, 2014 at 4:24 AM UTC
*summer's here;
and so's my ****** poetry.*
custard on skin, sweat, ********
while others peacock
around, basking in the sun,
to the trance of Ibiza
or perhaps sloth in St. James'
park feeding mandrakes
and geese and swans
these sun worshippers
and their hotdog selfies on
beaches, sunglasses, molasses
and ice-cream -
i'm sitting among blank stairs,
like an alcoholic Aboriginal in
some desert town in Australia -
blank, nothing coming in,
nothing coming out -
the usual traffic of poetry in me
exhausted by summer, the one season
i'm like Mr. Grinch - the loathing
of the heat - with Sahara blowing
more than sand these days -
fruitless season: oh, but of course i
can eat a strawberry, a grape
a watermelon and whatever i wish,
a kiwi a mango, whatever,
but i just can't dig my teeth into
the page, like i can in winter -
with it's gloom and frost and grey cold.
like in Scandinavia - where they treat
their melancholic aura as the last
happiness, or a hidden happiness,
where it's not a medical condition
worthy of a chemical concoction -
much more than just
pill after pill after pill -
the next pinch of airy salt that the cold is:
pinch after pinch on the face and the hands
as if plucking out feathers of a chicken.
summer's here,
and so the first summer thunderstorms,
yesterday the great stomach of
Ethiopia and Sudan descended over
my house, the rumbling of a stomach
of a thousand starving - thunder -
the great voice -
summer's here,
and so's my ****** poetry -
torden: stemme av eldgammel hvisking,
etymological observation working from
the Norwegian hvisking (whisper), although
similar, in Polish - obviously a letter or two
more, but the prefix hvis-
according to alexander brückner (Cracow, 1927):
chwist, chwistać, chwis(t)nąć,
‘orzech próżny’, chwist w 15. i 16. wieku,
jeszcze u Reja, ‘błazen’, właściwie ‘aktor,
komedjant’, ‘mimus’; jak świstek (papieru),
‘orzech próżny’ nazywa się
r. 1472 gwiżdżem i malikiem (p.);
u czechów chwiszt, ‘świstak’;
tylko u nas i u Czechów istnieje to chwist,
chwistati, por. gwizdać
i świstać u innych słowian;
my concern however is stressed in
italicised form,
he supposed that chwist- only exists
among poles and czech - well it doesn't,
it also exists among norwegians -
as already shown, with hvisk-.
Jun 8, 2016
Jun 8, 2016 at 1:19 PM UTC
Hvor er jeg alene med mine øjeblikke
Som jeg sidder her fyldt op med dem
Det kradser af dig i min hals
Men jeg kan ikke hoste nu
Hvor er jeg ene om at kende de ord
Hoste dem op og gengive dem
I mit øre er der stille som dødt vand
Men halsen er forlængst stoppet til
Jeg kan ikke tale, ikke fortælle
Og til hvem skulle jeg det
Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt
Jeg smager på dine mørke øjne
Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd
Klistrer som din stemme på mine læber
Min mund er tør
For du har taget det hele
Dec 13, 2014
Dec 13, 2014 at 6:55 PM UTC
Jeg er ******* furious
På renden til døden
En pine i skallen
Vores samfund er af pacifisme
Du bliver smidt ud hvis du krummer hår
Du bliver smidt i spjældet hvis du ******* slår
Jeg lover dig min kære
Du er ikke alene
Vi skal lige have noget på det rene
Mit alu-bat rammer dit klamme fjæs
Og jeg råber til jeg bliver ******* hæs
Du er så ******* imbecil
At jeg får lyst til at skyde dig med en pil
Dine grimme bryn og snottede tryne
Ja fandme om du skal gemme dig under din dyne
For du har gjort mig farlig
Og bare roligt det er ikke arveligt
Men jeg smadrer dit kranie
For det eneste du snakker om
Er dit ******* terrarie
Din stemme piver i mit hoved
Jeg brænder dig sort af sod
Min kære lille mide
Hold kæft jeg får dig til at lide
Bare vent og se
Jeg kommer til at le
Jan 26, 2015
Jan 26, 2015 at 9:08 AM UTC
det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige **** gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig
Nov 5, 2014
Nov 5, 2014 at 3:25 PM UTC
Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning. Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.
Oct 25, 2014
Oct 25, 2014 at 11:09 AM UTC
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC
Hendes negle er perfekt formede og lakerede sorte
(*hendes fingre knækker, når *** bladrer i bogen*)
Hendes hår falder naturligt ned ad ryggen med de små tjavser
der former hendes ansigt
(hendes hoved føles tungt men tomt)
Hendes stemme er let og lyder af klokkeklang
(hendes indre stemme skriger evigt)
Hendes smil kan smelte enhver, og tænderne er en perlerække
(hendes spejlbillede har ikke set et smil længe)
Hendes ben er kilometerlange og giver hende en svævende gang
(*hendes ben er blå af selvskyldige ****
Hendes latter klinger gennem lokalet
(hendes tanker griner ad hende selv)
Sep 4, 2014
Sep 4, 2014 at 6:34 PM UTC
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe
Oct 23, 2014
Oct 23, 2014 at 12:44 PM UTC
vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet
vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje
vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt
vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter
vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"
vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave
vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit
vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen
vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig
vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"
vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"
vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs ************
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv
Jul 30, 2014
Jul 30, 2014 at 7:39 PM UTC
det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi
unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen
jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske
det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 5:37 PM UTC