Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.

*f.b

Du smilte mens du skar i mine hænder. Dit blik frøs fast på min hornhinde. Det uskyldige blik, som var mere intetsigende end dine kærlighedserklæringer.
-
Du tog på djævlens skridt og bad efterfølgende om min forladelse. Jeg sniffede nogle baner og gav dig falske aggressioner.
-
Du forlod mig i et kunstigt scenarie. Hvor tårer kun var til, for at understrege de løgne, dine læber ikke var troværdige nok til at stå alene med.

*(f.b)

de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

Alle jeg kan se -
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så?
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.

biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)

og hans åndedræt forvandlede sig til en diset tåge for øjnene af ham, mens han gik langs Christianshavns kanal.
de tunge skridt var efterfulgt af lyden af regn i vandet. det eneste han tænkte på var hendes tynde håndled og hendes latter. han ænsede intet andet, end ikke regnens symfoni, han tænkte kun på hende.
han slog sig ned på den lille badebro, og støttede sit hoved op ad muren.
hendes latter hjemsøgte hans bevidsthed hver gang han lukkede øjnene. *** var der, selv når *** ikke var der.
hendes grønne øjne der lyste op når han snakkede til hende.
hendes smil når han sagde noget skørt.
de sarte, bløde læber der smagte af citrusfrugter. duften af jordbær mindede ham altid om hende, hver gang *** trådte ind i et *** ville hendes tilstedeværelse lyse hele rummet op. *** var alt og ingenting.
og han savnede hende. han savnede hende så meget at det gjorde ondt.
det hele var ambivalent og bizart. det var ikke set før.
men han savnede hende stadig.
selvom han vidste *** ikke savnede ham.

Jeg siger ubertænksome ord for tiden
Snubler over mig selv
Taler vågent i søvne

Krummer tæer når jeg er alene
Straffer mig selv psykisk
Gemmer mig bag flovhed

Komplet forvirring er min dagligdag
Lær at føle dig hjemme her
er allerede druknet

Glemmer frem og tilbage
Vil så meget men gør så lidt
For jeg er forvirret - komplet forvirret
Tager to skridt tilbage for hvert fremad.

Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.

jeg danser i cirkler
i 360 grader
kraftigt farve bølger over mig
den varme stilhed bliver højrøstet
og hvad laver jeg her
uvante gulve, der klistrer mig fast
med klister, som sidder i 118 dage
men det er jo spild af skridt
kraftige farver, som forenes i ét
langt mørke der strækker sig ud
samtidig med, at det råber
en melodi
en kronisk sammenhæng af toner
og jeg suger det ind, så
det sætter sig på rygraden

En strøm af glæde i gennem min krop.

En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne.

en øl, to øl.

et smil bliver til grin

en berøring bliver til kys

et skridt bliver til løb

Løb igennem gader

febrilske hænder

lystige blikke

let

flyvende

lykkelig i et tog mod endestationen

En del af noget, en del af dig

nattens mørke omslutter vores kroppe

toget bumler ud i mørket

med øjene mod livet

i mørke er alle bange

Ikke os for vi er børn af mørket

rodløse børn hånd i hånd

alligevel ikke

et hjem i din favn

kærlighed formet af dig

et silkebånd binder vores blod sammen

vi er ikke ét

vi, vi er én.

Sjovt nok, så du mig da jeg lå der
Jeg lå helt nede på bunden
Jeg var nede på bunden
Du kiggede bare og lod som ingenting
Jeg vidste ikke hvad der skete med mig
Det var ikke mig
Jeg er stadig ikke blevet helt mig selv
Men jeg fik revet mig selv lidt længere op på overfalden
Med min egen hjælp
Og jeg tager hele tiden små skridt længere op mod overfalden
Men så falder jeg
Også må jeg bare rejse mig op igen.

Livet for mig

Livet for mig er ikke nemt
Lige meget hvad der sker, for mig er det slemt
Jeg græder i søvn, jeg sover om dagen
Om natten er jeg vågen og ringer med skæbnen

Det dig, siger skæbnen, kun dig der skal til
Tag et skridt ud af døren og vær klar over hvad du vil
Jeg ved hvad jeg vil og jeg vil have det nu
Så sig til mig skæbne hvorfor lyver du

Husk dog bare skolen, mit job og mit liv
Jeg havde drømme og venner, din frygtelige tyv
Men jeg kan ikke slås, hverken med dig eller mig selv
Min sjæl er klar til at betale denne gæld

Undskyld skæbne, ved at jeg elsker dig
Hvis en har taget fejl så var det sikkert ikke dig
Jeg må jo først leve livet før livet lytter
Endelig kan jeg se at min livsfrygt ikke nytter

Din kærlighed er uendelig og det min dumhed ogs’
Kan du huske dengang jeg tænkte vi to skulle slås?
Jeg skal nok forstå hvor jeg skal hen og hvorfor
Indtil da er jeg taknemmelig for alt det jeg får