Alle jeg kan se -
vil jeg ikke være.
Ikke én.
Alle typer, alle måder, alle alt.
Nej.
Og så sker det igen -
tænker for meget,
spekulerer.
Overvejer, opvejer, sammenligner.
Ingen er noget, men alle er alt.
Og hvad så?
Hvilket skridt tager man så,
hvor går man hen og mener noget.
Svært at distrahere fra det,
man synes er irriterende.
Oct 7, 2014
Oct 7, 2014 at 9:52 AM UTC
Min baby
Jeg kan høre hendes hulken,
på den anden side af væggen
der føles så tynd, som sad *** lige her.
Det gjorde *** før- men der var noget at gemme,
de afslørende øjne,
den rystende stemme
*** kiggede på mig og ledte efter svar,
og jeg så kun mig selv,
som kiggede jeg mig i spejlet og mærkede præcis,
hvordan det føltes at være i hendes sted.
Sep 3, 2014
Sep 3, 2014 at 4:30 PM UTC
Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.
Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.
De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.
Sep 3, 2014
Sep 3, 2014 at 2:31 PM UTC