"ruden" poems - Hello Poetry

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel. De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen. Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange. Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen. f.b

0

May 9, 2014

May 9, 2014 at 3:40 AM UTC

FrederikBartho

Oceaner af hende

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel. De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen. Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange. Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen. f.b

5

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

0

Feb 22, 2016

Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC

050198

Glæden ved de små øjeblikke

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

4

jeg er skødesløs musikken er så god s-togets varme dulmer nattemørket læner sig ind mod ruden - presser på tankernes strøm standser og starter og standser igen alting er mit jeg er tankeløs og musikken er så god drikker lidt for at føle mig i live med lukkede øjne og drømme af luft glemmer jeg både mig selv og de andre tag mig væk herfra tag mig med ud i natten i mørket vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen længslende eufori af velvære kravler op ad mine arme alting er godt man skal dø nogle få gange før man virkelig kan leve .

0

Feb 8, 2017

Feb 8, 2017 at 4:03 PM UTC

lauraamstutz

du beslutter dig for at hænge ud og dø senere

jeg er skødesløs musikken er så god s-togets varme dulmer nattemørket læner sig ind mod ruden - presser på tankernes strøm standser og starter og standser igen alting er mit jeg er tankeløs og musikken er så god drikker lidt for at føle mig i live med lukkede øjne og drømme af luft glemmer jeg både mig selv og de andre tag mig væk herfra tag mig med ud i natten i mørket vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen længslende eufori af velvære kravler op ad mine arme alting er godt man skal dø nogle få gange før man virkelig kan leve .

24

Jeg drømte, at du elskede mig og du fortalte mig det hele tiden ved hjælp af ord ved hjælp af blikke ved hjælp af handlinger Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig og du kunne mærke mig og vi mærkede hinanden Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt fortiden var glemt fremtiden var uendelig Men jeg er vågen nu og det eneste, jeg kan mærke er kolde lagner regnen imod ruden omklamrende tomhed

0

May 13, 2014

May 13, 2014 at 12:52 PM UTC

nikoline

Elsk mig når vi vågner

Jeg drømte, at du elskede mig og du fortalte mig det hele tiden ved hjælp af ord ved hjælp af blikke ved hjælp af handlinger Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig og du kunne mærke mig og vi mærkede hinanden Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt fortiden var glemt fremtiden var uendelig Men jeg er vågen nu og det eneste, jeg kan mærke er kolde lagner regnen imod ruden omklamrende tomhed

18

at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke

0

Feb 7, 2016

Feb 7, 2016 at 5:02 PM UTC

emma-22

Untitled

at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke

1

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

0

Jan 11, 2016

Jan 11, 2016 at 12:49 PM UTC

en-anonym-skikkelse

ideelt set

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

35

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

0

Feb 4, 2016

Feb 4, 2016 at 2:46 PM UTC

en-anonym-skikkelse

vejen

drømmepigen og mareridtsscenariet vejen til dig er mudret fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer brændende bygninger som monumenter landevejsskænderier, rundkørselseksistenser det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor hvordan eksisterer du? hvorfor? lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil stjerneklart under os og til alle sider eksistensen kalder kør

15