Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten

livet passerer gennem spejlet
drager parallel
hudløs uærlighed, den halve sandhed
vi skriver uden at tænke os om, hvorfor
tidlig bustur, fastfood-køb; pludseligt indblik i en andens hverdag
forbløffelse er en mærkelig størrelse
en skikkelse personificerer tanken om en andens liv
at føle sig tiltrukket af ideen om, at have kendt dem i en anden sammenhæng
det magiske hvis
bearbejdet, gennemtænkt, finpudsning
et øde ***, drænet for mennesker, lagt øde (ødelagt)
at kultivere kulturarven
ønskebarnets strabadser
et savnet ord

lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige

skylandskab; en person med begge ben på jorden, frostudsigt, overstået oplevelse, forvildet hjemve, ufatteligt fænomen, forvasket følelse, lavthængende skyer, vinterstemning, en håbefuld pessimist, indirekte rettelse, kultur-clash, udmattende velvillighed, brat slutning, frustrerende kultur, klarsindet stress, overdreven pædagogik, uvelkommen tåge, mut venlighed, sprogbarriere, menneske-mur, vendekåbe-mentalitet, uventet følelsesløshed, pludseligt perspektiv, typisk kommentar, sikkerhedsorienteret mentalitet, velkendt landskab, nyopdagede fremmede, utroligt solskin, uoplagt inspiration, rodet tilstedeværelse,

føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest