Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
sabinasophie Sep 2016
jeg bruger mine porcelænstynde hænder til at perfekt justere varmen på min kaffe
men den er ikke den temperatur du er, så jeg er ligeglad

den er så smuk sort, ligesom den mørke jeg engang troede var bosat i min sjæl
men den er ikke dit mørke hår

min kaffes overflade skinner når solen rammer den
men den er ikke dine øjne som altid skinner

min kaffe strømmer ned i mine organer som jeg elsker
men den er ikke din tunge med min

min kaffe er ikke nok
fordi den er ikke dig

jeg elskede engang kaffe
*nu elsker jeg dig og kaffe
Sabina Sophie
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
naturfænomenet 'tåge' - dannes ved et møde mellem varmt og koldt
i nordisk skabelsesmytologi er tåge grobund for livets opståen
kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker
ungdomspoet Feb 2018
føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere

— The End —