Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Jonathan Dyhre Jun 2013
Du ødelegger
ordene
De vakre
smidige
ordene
med din forakt for
dansen
ordene beveger seg
elegant over landskapet
du og jeg, i en dans
AnnaStorm Dec 2014
En smøg på vej til skole en smøg derfra
To i træk i frikvarteret en halv i det andet
Jeg skriver stil med avancerede ord
Og debatterer i dansk og samfund
Jeg ryger en fra gymnastik
Og tæsker pigerne i badminton
Jeg lukker døren og skruer op for varmen
Og læser Yahyah og Strunge til jeg skal tisse
Jeg holder kæft ved middagsbordet
Og gemmer ordene til papiret
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
Astrid Andersen May 2015
Jeg er dårlig til at være vred
Jeg får ondt i maven, når jeg tænker onde tanker
Jeg kan ikke sige, hvad jeg mener, hvis min mening er ondskabsfuld
Jeg går med de vrede ord inden i mig selv
Jeg tænker dem, mener dem, overvejer og omformulerer dem
Jeg slipper dem ikke (måske tør jeg en dag)
Jeg tror det er bedst sådan
Jeg tror ikke nogen får noget ud af mine vrede ord
Jeg kan heldigvis klare at have dem i bur ind til videre
Jeg håber min omtanke holder føringen og lader dummer personer uvidne

Jeg skriver dem måske ned nu. Bare ordene, ikke mere. For ordene er vel ikke onde, før de er i kontekst og til eller om nogen.
Dumme
Uintiligente
Irriterende
Fatsvage
Taber
Et ord så slemt, at jeg ikke har det i mit ordforråd
Tarvelige
Ubetænksomme
Jeg hader dig!
jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart
- digte om alt det, der vandaliserer os
Katryna Dec 2013
the night and the frost and the words that they speak
your fingers are frozen, your eyelids are closed
the crests and the troughs of your breath in the air
like the language of winter winds;
harsh tones that never go unheard
beneath your feet or inside your ribcage
or even as the frigid night that entwines itself with you
demanding to be felt

kveld og frost og ordene som de snakker
ditt fingrene er frosne, ditt øyelokkene er lukket
topper og daler av ditt pusten i luften
som språket av vinteren vind;
harde toner som aldri går uhørt
under føttene eller inni ditt brystkasse
eller som den iskalde natten som entwines seg med deg
krevende som må oppleves
norwegian is a tad bit rusty so if you find a mistake please do correct it! it's been so long, and my writing is a renewed work in progress
Katrine Jul 2014
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
andenrangs poet Jul 2015
på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
ungdomspoet Nov 2015
pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.

Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.

Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.

En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.

Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.
Cecilie Andersen Jan 2016
Du
På det sidste har du været utrolig svimmel, dog vælger du stadig at gå rundt i cirkler, fordi du vil føle noget. Du vil føle dit blod bruse i dine årer, på en anden måde end du oplever det dagligt, når du skal hive efter vejret og kludrer rundt i ordene indtil de bare bliver til spyt i mundvigen. Du går rundt i cirkler, men du ved ikke hvor du går hen du aner ikke hvor du vil hen og hvor du ender. Og du ved jo selvfølgelig godt, at det altid har været meget lettere at omtale dig selv i tredje person, ikke?
AnnaStorm Dec 2014
Det er blot ord på papir
Men ord der skal skrives
Og røg fra min mund
Men røg der skal ind og ud
Har ingen mening, ingen tanke bag
Men ingenting fylder alt for meget
Fordi mit liv fylder for lidt
Drukner jeg i intetheden
Og lader mine tanker forsvinde i ordene
Som ikke bliver talt men skrevet ned.
Jeg mangler at åbne op
Men istedet strammer jeg op
Lukker i for verdenen omkring
Og skriver blot ord på papir
Robin Dziedzic Dec 2017
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp

Vi kan være borte i morgen: stå opp

Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,

I morgen kan vi miste den gaven



For hver dag er vi nærmere slutten

Som kan være starten av en ny begynnelse.

Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,

Gi bort hjertet, gi bort alt,

Elsk,respekter andre, drøm,

Vær kul, vis verden at du er noen

Dag etter dag, tiden stopper ikke,

Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.

Verdens farger i mitt blod,

Folkets **** med morgendagens luft,

Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.



Stå opp med ordene på tunga, jeg lever

Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,

Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,

Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.

Alle har en vei å gå, alle er noen,

Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,

De kan lære deg å tro, vise deg vei.

Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,  

ikke vær redd for nederlag.



Jeg vekker verden, det er min vei,

Mitt oppdrag, min mening.

Så jeg sier nå til dere alle:

“Opplev hver dag, og bruk din gave.”

Og hvis du tror på kjærlighet,

Sørg for at den er gjensidig,

Sammen stå opp og se alltid samme vei,

Vær sammen til døden skiller dere ad.

DET er gaven.
Clindballe Jan 2016
Kunne jeg bare formidle mine tanker der myldrer som myrer ned på papir så du kunne se mit rod og mine ord ville du måske elske mig. Jeg er bange for at miste alt og alle men især dig når klokken tikker mod morgenstunden og jeg ikke har lukket et øje. Tankerne sværmer som fluer på en alt for varm sommerdag mens jeg skøjter hen over billeder og snubler over dig. Mine tanker går med at tænke på dig men du tanker aldrig bilen så jeg lader dig går over isen i håb om at du falder over ordene jeg elsker dig.
Written: January 12. - 2016
ordene maser sig ud og krøller sig sammen og dumper ud af munden; triller ned af kinderne og bliver efterladt på den kolde, hårde asfalt. alene

verden er stille og jeg er alene, endelig

forladt,
    alene,
         fredeligt



                                          koldt men klart

     efterlad mig på asfalten,        vil gerne være alene
Clindballe Apr 2015
Jeg kunne sige så meget men siger intet
Jeg sidder blot i stilhed og lader tårerne hviske ordene i et sprog som alle forstår
Jeg fylder mit værelse med planter så dødens tunge gassky fortæres
Men i mine lunger spreder den kvælende fornemmelse sig til mit hjerte
hvor den ligger omklamrende i blodbanens lune rander
Skrevet: 2. april - 2015
og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte
omtåget: gadelampelys
fugtighed
tåget sindstilstand
selskabelig ensomhed;
      vattet
            uvirkeligt, overfladesamtale
        den uoriginale følelse af, at være uoriginal
en kold skulder, en kold følelse
  tågesind
               spejlblankt, sælsomt
       dugget spindelvæv af følelser og interne relationer
intet og alting
   mennesket og kosmos
det virkelige og det forestillede
        opdigtet tæthed
  sløret apati, desorienterende intethed
                  u i g e n n e m s i g t i g
det eneste håndgribelige og meningsfulde er ordene; tankerne!    
  nedskrevne

         tilsløret tankegang
skummet udsyn; afskallende blå neglelak
  midlertidig glæde
et venskab bliver en vane
      støvet

  *** stemning
    bizar mental tilstand
tilsandet

         at tænke på noget fungerer som et forstørrelsesglas;
    fordampet

ude af kroppen men også helt inde i den, inderst, sammenkrøllet
        skrøbelig
  diset

gråzone,
  gråt udsyn,
    grå
anna charlotte Feb 2015
ordene ligger på overfladen af vandet
jeg ligger på bunden og kigger op på det forvrængede billede du ser af mig igennem vandet
det billede, jeg ikke helt ved hvor du har fra
men som jeg er sikker på at jeg selv er helt udenom
for det hele er som det plejer på overfladen
og alligevel så er intet som det plejer her nede
for vi var på vej til et andet sted
selvom ingen vidste det
så nu ved ingen at vi står stille her i en pool på frederiksberg
for vi var på vej til at springe fra vippen
men endte med at se bunden først
og jeg tror godt vi begge vidste hvor det ville ende
så hvorfor overhovedet begynde at svømme?
når vi begge ikke anede hvordan
og når jeg svømmer crawl og du svømmer brystsvømning
njaa
Julia Aug 2014
Du kom til mig med ordene
At, at forlade denne verden var dit ønske
Jeg besad intet værdigt svar
Men fra mit eget sind jeg vidste
At, at være i krig med sin egen apokalypse
Er en evig og endeløs krig
Jeg har intet svar
Men jeg forstod dig godt
Kristine Jensen Sep 2015
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
- København
Laura Amstutz Dec 2018
Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden
Annesofie Olsen Jun 2015
Ord
Hvor bliver ordene af når vi har sagt dem
falder de bare ned og rammer asfalten
eller sætter de sig fast inde i en andens hoved
eller noget helt tredje ?
Qué esperanza considerar, qué presagio puro,
qué definitivo beso enterrar en el corazón,
someter en los orígenes del desamparo y la inteligencia,
suave y seguro sobre las aguas eternamente turbadas?

Qué vitales, rápidas alas de un nuevo ángel de sueños
instalar en mis hombros desnudos para seguridad perpetua,
de tal manera que el camino entre las estrellas de la muerte
sea un violento vuelo comenzado desde hace muchos días y meses y siglos?

Tal vez la debilidad natural de los seres recelosos y ansiosos
busca de súbito permanencia en el tiempo y límites en la tierra,
tal vez las fatigas y las edades acumuladas implacablemente
se extienden como la ola lunar de un océano recién creado
sobre litorales y tierras angustiosamente desiertas.

Ay, que lo que yo soy siga existiendo y cesando de existir,
y que mi obediencia se ordene con tales condiciones de hierro
que el temblor de las muertes y de los nacimientos no conmueva
el profundo sitio que quiero reservar para mí eternamente.

Sea, pues, lo que soy, en alguna parte y en todo tiempo,
establecido y asegurado y ardiente testigo,
cuidadosamente destruyéndose y preservándose incesantemente,
evidentemente empeñado en su deber original.
Hvis jeg
Deler
Ordene op
Sådan
Her
Kan jeg så
Kalde
Det
Et
Digt?
?Det er
Tilfældige
Mellemrum
Og rimløst
Men det

Da
Være et

Digt?
Klara May 2015
**
du er ordene i den poesi
jeg aldrig skrev
Laura Amstutz May 2019
kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig
mine tankestrømme er for støjende
for stærkt groende op ad de kølige
vægge i symbiose med radiatorens
lunkne ånde det er som om
dit ansigt er begyndt at fortælle mig
det ikke vil huskes
som om det skrumper sammen
til syv forskellige malerier
alle af forskellige kunstnere
alle lige forvirrende men blidt nuanceret
til min smag det er som om
vandfarven er begyndt at fortælle mig
jeg er dens favorit
som et rindende slør lægger den sig henover lærredet
som dine øjne jeg godt så holdt øje
med mig da jeg sank
ned i eftertænksomhedens bæk
det er som om ordene er begyndt at fortælle mig
din tilstedeværelse smager af brombær
og orange kridt

— The End —