Og menneskedyngen vil elske
At leve blandt dyngen af mennsker
Jeg vil leve i ensomhed
For ensomhed lærer mig kærlighed
Jeg lærer at elske mig selv
Jeg er tvunget til at elske mig selv
Aug 30, 2014
Aug 30, 2014 at 2:28 PM UTC
Det stod mig klart, at jeg havde foræret ham det
Foræret mit sind, foræret det væk
Jeg ønskede det ikke, men jeg gav ham det selv
Det var en evig modsigelse
Og jeg havde ingen forklaring
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 4:05 PM UTC
De forlader mig aldrig, trods modstand
En evig modstand, en evig påmindelse
En påmindelse om, at jeg eksisterer
Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem
For mindet om min eksistens
Giver mig liv, holder mig i live
De er som Vivaldis symfonier
Vintermåneden
Dominerende, skiftende, fængende
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 3:52 PM UTC
Du kom til mig med ordene
At, at forlade denne verden var dit ønske
Jeg besad intet værdigt svar
Men fra mit eget sind jeg vidste
At, at være i krig med sin egen apokalypse
Er en evig og endeløs krig
Jeg har intet svar
Men jeg forstod dig godt
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 3:39 PM UTC
Jeg så dig i mængden, så unik, uberørt
Du var som nyudslået blomst, på en mark fyld af ukrudt
Alle lagde mærke til dig, ingen vil plukke dig
For så yndigt du belyste hele marken
Skyggede for alt ukrudt
Ingen ville plukke dig
For en nyudslået blomt er smuk
Til man træder på den
Til man plukker den
Til man dræber på den
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 2:00 AM UTC