A cider and a minder
Passing time as a reminder
Pink glow and songs flow
A waxy time erodes the mow

Renegades and perspiration responds
Swimming in winded seas of  Jordan
Heated in space, evicted in their pace
Libido fails as the liquor dilutes in taste

Catch an esse as the moonlight smite
Hold another to fake a romantic right
Filter to the cards of ace as the one winks
Emotive intruders farm in fields of pastures

Imbued with alcoholic waterfalls
Molehills of termites condense lose soil
A lack of connection a taunt that apes
Future anthems triumph in hungered strums

Amused by the music erupting volcanoes
A morrow blows as the candle slows
To tow the tall grassed disused straw
A spring to summer that promises sun rays

A resolve to moderation to preserve modesty
A kiss stored forever peeping the awing stars
To guard a heart and hatch uniformity
Trembles justly forgotten in termed premises

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Terwyl jy hom ignoreer,
Trek iemand anders sy aandag.

Die liefde val weg.
Die hartseer raak minder.
Gevoel van alleen wees is nie meer sleg.

Ja jy voel beter,
Maar ook maak dit seerder.

Jy verloor hom.
Hy verloor jou.

Se my, waar is dit wat gebou was?
Of was dit ook net n las?

Ek weet, jy weet nie wat ek se nie,
Maar nou hoef ek nie weer by jou aan te le nie.

i.

i really want to write this like a poet, but i'll probably
ramble on, i want to create this poetic haiku
or what one might call a punchline
in a joke, i will, obviously,
           i will (obviously) provide
how the alternatives would look like,
but sometimes i think that the poet
is enraged by the idea of the narrator:
or the consolidator of personae -
defeatist poets write from a personae
perspective, as if each poem is
a new and nuanced character -
a nuance of the narrator,
   yes: not novels, a plateau of literature
that poetry is...
           the setting is unknown,
but these people simply congregate
and say something, akin to the burning man
festival, and then return to their
day jobs...
          i don't know why poetry is less and less
resonating with music: maybe because
the old critique of poetry being faced off
with philosophy doesn't make sense
given that there's this rainbow of musical
tastes and the general diversity?
looking at the classical circumstance of
poetry vs. philosophy makes no sense
when the *logos is removed and the phonos
is inserted in its place...
   bad grammar, bad spelling... why look for
meaning in words in the almighty sphere
of all things holy, when in the trenches
   people are shooting bullets not at targets
but at empty space?
    that's why i love the notion that writing
can become something akin to a will to power:
the power over not of those illiterate -
urbanism has dissolved such a concept...
  we became literate in order to read adverts:
or the iconoclasm of the alphabet:
pretty coca cola nearing arabic for all
those magpies out there...
           the myth goes that the magpie spotted
the shimmer of a silver spoon and stole it
and as the debate of the fates go:
i was to marry a rich woman and leverage
myself into a calm suspense... but it wasn't
to be. such is the case: when writing
can become as difficult as arithmetic of numbers,
and certain blemishes on the fountain head
of humanism that's literature can provide
the right arithmetic complexity...
   given that, what could possibly be the sum
total of this "poem"?
  the irony of the cartesian 1 + 1 = 2...
                in terms of meaning? in a polyverse
   of the what if? universe?
        a cinema better than the Hollywood industry...
that could fit into my concept of man enduring
for eternity, even with the vain hope of challenging
his mortal frailty... have a historiological cinema
of the what ifs... i'd sit in there and be like: wow!
Adolf graduated from the Vienna Art School
and world war two didn't happen?
    the treaty of Versailles wasn't a version of
colonial powers against expansionist politics
concerning a European nation? wow!
they basically didn't join the club of colonial power,
and they were punishing the colonial powers of
the time... or that's how i see it:
i don't see myself needing to ascribe myself
to pronoun pluralism in any shape or form:
it just breeds some overt concept of paranoia;
and obviously this has nothing to do with the title,
because it i shunned the narrator, i'd be a poet,
and if i wrote a cutiepie version of this
i'd feel hungry for not having played the piano
long enough while tipping a glass of whiskey
into my mouth... just is the curse of
enjoying typing: hurrah for our loss of handwriting
and that beautiful circumstance of writing
words with connectivity - by modern standards
undecipherable as if Hebrew or acronyms
and emoticons: puncture after puncture and nothing
concerning waves or serpentines of encoded talk...
beautiful... absolutely beautiful.
  the new form italics? syllable-ism, to stress,
punctuation marks in words: beau-ti-ful!
there, goes a weeping pair, that's Ludovico Arrighi
& Aldus Manutius...
    and what i do understand, and it's pivotal,
take the concept of a narrator out of the prosaic mosaic
and take away the concept of personae out of
poetry, and mould the two together...
you get an implosion worthy of a Hiroshima...
a bit like what the Beatles conceded too after
releasing their revolved album... they stopped
live touring... they had an implosive moment
and said: as any artists in the background,
we are the invisible hands of the plumbers
who connected toilets to the pipes: hey presto!
the Beckton ****-stink on the A406...
poetry can become this...
        it can also become something akin to:
etymology is a version of archeology,
although there's no physical space to engage with it,
   and i know why Heidegger turned the word
being into beyng... it's not a mutilation
of the word, he was practising a version of
archeology (not etymological) in that he was
excavating (as archeologists do) an archaic word
from the modern equivalent... Sherlock Holmes
of the black forest... found an amber tear
                      wedged in a tree...
i never know why they called it the Baltic sea...
i'd change it... i'll start calling it the Amber Sea...
given so much amber can be found on the shorelines
of it...
             and yes, this prompted the additional bits
in the title: considering the idea that it's twice as important
as what i will eventually write with dues for
the lightning bolt's worth of a title...
    language has to be mandible, language has to
be plasticine... it can't be dittohead bound -
strict, regulated, ivory encased in a museum hush...
   esp. if it doesn't need something controversial to
be spoken... exactly at that point...
          what was i originally intending?
            language as form archeology? perhaps...
no! no no no... the pro-life vs. the pro-life debate...
    a destitute woman, perhaps a *******, perhaps
a woman who was *****...
                         as the laws in Poland currently stand:
she has to give birth...
      i never said i agreed with the stranglehold of
my "brethren", i simply said
           bilingualism as a rhinosaur (dino remnants?)
        stampede against multiculturalism...
what is the perspective? i respect the culture that
assimilated me, only through having the capacity
to speak the language of the culture i was born in...
    multiculturalism has no respect for its
host culture, the multicultural argument goes:
if i speak good enough English, i'll still be able
to wear Pakistani pyjamas in public...
it's the hijab wearing English-pristine girl who
knows ****-all arabic: but speaks good English,
so she's assimilated well enough...
       and there's me... when everyone is going
muddles berserk in their groin regions
     flirting with bisexuality... so few flirt with
bilingualism... well: how could all that fucky-sucky
go to waste, eh?   multiculturalism doesn't work
if the person attempting integration doesn't
have a moderation minder,
    if you don't respect your own original society
in the least, as in: ensuring you keep your
mother tongue and do the utmost to speak two
languages... multiculturalism of people who
don't do this are just plain lazy...
   lazy!           is that an excuse if you were born
in a host country? only if your parents were
so worked up thinking that knowing two languages
was a disadvantage... and so the byproduct
of all things that aren't part of the multicultural
franchise... if you have no respect for your mother
tongue / culture when moving to a different
country... you don't have respect for your
country of birth... or in a more succinct way said
by Napoleon: a man who knows two languages
is worth two heads... etc.
       ah, the debauchery of narrating and not
orientating yourself around creating characters...
bliss... and also the main reason poets feel guilty
about writing poetry... the missing characters.
but onto the title and the main point i was going
to make...

ii.

over an egg.

iii.

can't we simply argue the point
between pro-life and pro-choice
over breakfast of scrambled eggs?
or poached eggs... or fried eggs...
or eggs boiled for 5 minutes
so the yoke is all runny?

iv.

and they said there's no purpose to
abortion...
         the most popular food of
choice for breakfast... is an abortion.

v.

i'd say... make sure those pro-life protesters
stop eating eggs...
           they're eating abortions...
but ****... can you imagine anything
                          more yummy than an egg?
don't worry, Darwinistic existentialism
of furthering the human question
   has already been answered by an abundance
of the Mandarin and the Sanskrit population.

drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

"You're so beautiful,"
says
Mr. You-Deserve-Better.
His friend,
Joe I-Can-Be-Different,
nods in agreement.
I'm just Miss Single-20-Something
searching for companionship
finding nothing
but the company
of every one-track-minder
in the Greater Portland Area.
I've been promised the moon,
stars,
a few planets here
or there.
Receiving just grunted approvals
from two-pump chumps
with over-active sweat glands.
So excuse the skepticism
clouding my judgement
as I roll all man kind
into one conclusion:
You all bark like dogs.
If he acts like one,
and smells like one,
I'd say Bingo
is his
name-o.
Just save it.
This Jenny has been around the block.
Your flowers will die.
Your chocolates will go to my hips.
For now,
your name is Mud,
and you can call me Miss Independent.

hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen

Ik wil gelezen worden,
geprezen en gewezen worden,
dat mensen zien en voelen
wat mijn doelen
zijn.

Waarom wil ik dat mensen willen,
hoezo zou ik het eten hebben
dat voor hen de honger stillen
kan? Kan ik wel vermaken, kan ik het ver maken?
Of zijn dat zaken die mijn pet te boven schieten.

Lieten mensen het maar weten,
welke emotie ze graag gesmeten
zien.

Zal ik ooit iets meer bereiken,
het zachte harde leven trachtend te ontwijken,
minder klachten rapporteren,
minder zagen, minder zeuren, minder zeiken?

Ik heb het bitter makkelijk gehad
toen ik achter de schoolbanken zat.
Dat kan toch niet voor altijd mijn excuusje blijven.
Heb ik nu echt iemand nodig om op mij te kijven.

Ik wil zo graag vermakelijk zijn, soms
meeslepend, onrustig en soms zacht en fijn,
zo een ander roeren, zoals ik zei
de hongerigen voeren.

Maar ik ben te eerlijk, heerlijk en begeerlijk, in mijn hoofd,
treurig van mijn lot beroofd, machteloos, ontroostbaar, genekt.
Elke dag voor zoveel jaar heb ik mijn schram en wond gelekt.

Wees dan realistisch, werk voor een publiek, doe dan moeite, doe dan
iets. Werk.

Maar als alles door elkaar loopt, blokkeert mijn zicht, ik zie dan straten zonder licht, bowlingbanen zonder hekjes en sporen zonder bomen.
Alles is gevaarlijk, zoals plassen in je dromen, alles is een risico, niemand weet wat kan of werkt. Soms word je dan nat wakker, heb ik in mijn jeugd gemerkt.

Nu word ik ouder, de aarde warmer, de mensen kouder, zou me lijken
en zit ik nog steeds over de kleinste zorgen zo te zeiken.

Je zou me een softie kunnen noemen. Of lief, ‘t is maar *** je ‘t ziet,
je zou me vanalles kunnen noemen, maar dat ben ik niet. Althans dat zou ik niet willen zijn. Ik wil, als mogelijk, een rechte lijn zien in die weg die voor mij ligt. Dat lampen veiligheid bezorgen en bordjes wijzen in de goede richt-
ing. Ik wil één taak, één mens, één doel nastreven,

hopelijk, niet langer drie, een halve of vijfendertig
want voor mij is dat geen leven.

træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

hvordan kan det være at dit smil minder mig om violer,
at dine varmer hænder minder mig om roser,
men at dine ord minder mig om tidsler

Gauging the time on my ever ready
Timepiece, I would be vacant without it
Guessing the minutes that miss out
As the second hand moves smoothly
Locking onto with its demonstration powers
How to mark time successfully, second by
Second, a prelude to the minute minder
Merging in with the big guns, the 'On
The hour Brigade' of salutes and silences
Schedules and deadlines.  
The.....gong
           The chime
                  The clang
                         The beep
The moment to be woken from our sleep
It's a curse at 'times' (excuse the pun)
The engagements starting point and
Finale.  I wonder what time it is right now?  
Would we lose ourselves scurrying to find
Our 'timepiece'.  Do we pick up our redundancy
In favour of technological time and motion?
Even though the 'Wonder World' has not dreamt of....
And cannot conceivably equate.....powerful potent
Possibilities of fake time in an unknown spatial
Rhombus, conspiring recklessly to promote individual
Unreality; time spinning out the hour, through
The minutes, towards the last seconds.....
                                                             of our unreal lives

Hard to sleep not sure, whats next
Thoughts flowing mind is racing
Don't know what's next started pacing
Figure it out dig down deep no more going with out
Come and go like the season not interested in the reason
Broken hearts you didn't break
When love turns to hate
Hot and cold emotion good or bad its something
Accepted to reject part of yourself
Denied once things didn't go your way
On the way no need to stay set in those devious way
False love to no love meant to be more like never gonna happen
Everything you loved becomes what you hate
Now its over too late no more second thought or debate
Go forward not back over the act
Be on the way never coming back

Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.

Da jeg var lille ville min far altid køre hans pegefinger ned af min næseryg og spørge: “medgang eller modgang?” og jeg ville svare: “medgang” og vi ville grine og smile og jeg ville for altid være glad.

*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

Serving up poetry like ***** and ginger ale
(with a ***-soaked crook and a big fat laugh),
the anti slow-soul-erosion antidote to...normality

way up ‘high’ on a ledge, overlooking the mountain range,
got my Stetson on, canteen full of ***** and ginger ale,
matches in my pocket, Chris Stapleton in my ears, and
a *** soaked blunt between my lips to get even hi-higher

a big fat laugh crosses my lips, creases my face, it’s time
to lean up against that big tree, light myself up, strategize,
how to get even higher, how to get down, how to do both
simultaneously, at the same time, without dying too slowly

the sunrise cheats, clods of plain ugly clouds covered it up,
i know it’s on account of me accumulating, stuff, bad poems,
delayed gratification of not confronting the situational, at the
cellular level, though the intersection with macro-international
clusters of men destructing their corner of the world surely
ain’t helping, but the drip into veins cools the paining’s ardor

the woman is edgy, debating if it’s that time, to give up, to snap
that towel across her face like a forgotten hotel wake up call request,
should-she take the truck and go visit her sister in Ashtabula
for a week of *******’ and staying longer, a couple of years more,
and me muse what i recall from living alone, and how it was easier
and so much harder that the shakes begin but that don’t stop,
but adjust the *****/ginger ale ratio, and things seem fuzzier
and for that I am eternally grateful for the miracle of potato
distillation

could do much more additive, but you don’t got the patience
like I do, so, forgive in advance and here’s hoping that maybe

someday you’ll learn this craft and the  extreme patience it
requires, how to savor a word, its conjunction with the one that
comes before and after, the combinations that make a verse, a stanza
sobering beautiful that it robs your breathtaking sensors, a scar minder to, for god sakes, ****! **** that trip to trite, give us something to shout about,

exhale on the moraine morass, that’s the other side of, yup, over
the rainbow that landed on the peak, cause a peek, is just the start of a trip downwards sloping doggy on my hands and knees and yeah, i’m drunker than I care to deny so I’ll head back down, or roll down, to find out what my next adventure will take, maybe I’ll chase after her,

and fall on her neck with sorries, sorrows, and kisses, besides,
now that I’m done, the sun decides to show a couple of cracks
and that’s some kind of of sign to wrap this sonata up and try a
new fugue, letting its contrapuntal composition tune cleanse me
and
save the day, and a corner of the world, hell it could even spread
like somethings good, successful  counter terrorism, zero shootings in New York and Chicago, forget, yeah, what they call that?  oh yeah,
peace on earth.

just maybe.

Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.

Luister naar het advies
dat anderen willen geven.
Wees realistisch in de doelen die je kiest,
denk ook aan wat belangrijk is voor je later leven.

Drink minder, meer en eet gezond.
Werk van in de morgenstond,
de avond heeft niet langer
de functie van goud-in-mond vervanger.

Maak concrete lijsteren
opdat onduidelijke taken
je nooit meer kunnen verbijsteren.
Stop met angstig af-en-haken
nog voor je bent begonnen.
Leef wat rationeler, minder onbezonnen.

Het is al even voor de knikkers
en jij bent achterop,
net als op je stage, zonder zonnestickers,
vermijd je rakelings de flop.

Je bent zeker geen mislukkeling,
gewoon onzeker en daarmee
minder consistent.
Maar laat dat niet bepalen,
wat je doet en wie je bent.

Je hebt zo vaak gezegd: 'nu ga ik het doen.'.
Altijd maar met woorden bezig,
wachten, werken, tien.
Laat vanaf nu al aan de start je beste daden zien.

Dan zal je zelf in jezelf kunnen geloven,
hoef je geen loze leegte volledig te beloven.
Dan heb je zelf zelfvertrouwen.
Eet je biefstuk nu, wanneer ze warm is
dan moet je nooit opnieuw zolang
op datzelfde stukje kauwen.

Gegroet, m'n jongen,
het beste, man,
ik geloof het al,
maar vertrouw jij erop
dat je het kan?

flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

The house is now silent,
as if always it was this calm -
all asleep, all tidily done -
and in a thoughtful gesture
she reaches for the quilt,
grabbling for the needle minder.

In her mind, a coloured trickle
of threads draws upon the
inlaid tree branch - oh, the blossom
would happen before us,
would we look it trough her eyes
- as she picks a flaming orange
for the feather stich
and an ocean blue one
for a stich of satin feeling

and - there!, it starts showing,
the bird she nested for so long,
that bird bursting into songs
- now and forever catching your eye
here, molded by her hands.

It is so late, now.
Slowly, the unfinished quilt
is folded, threads and needle kept away.
The bird in esquisse flutters in her heart,
watching her stepping down
into the dark frown of the bedroom.

Fuglene flyver kun fordi de brændes nedefra.
Og vi er teenagetragedier der sucker for elendighed.
Vi griber efter pigtråden og blodet minder os om dig.
"Jeg smager af galakser" sagde du, men bed mig.
Vores hænder stiger febrilsk fra undergrundens hjertetåge.
Ingen ser og ingen rækker deres hånd i frygt for afhængighed.
For blå øjne er farlige.
Det var sådan et drag at se dig.
Dyrke aliensex i mørket med mine fjender,
drikke kaffe med mine dæmoner, og selv dér var du rødvinssmuk.
Vodkaen smager af ensomhed.
På jagt efter den perfekte choker . På perfekt
I mine endeløse flugt fra det ordinære. Måske man skulle passe ind?
Men separatismen sidder i mine kindben.
Autistisk-sukkende strømmer blodet i mine smerteknuste vener.
Søgende efter varme, men med et nul graders hjerte der kun pumper anakroniske ****, kan man ikke flyve.

Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag

for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen

jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske