"lader" poems
Lort nok bliver råbt i gaderne
Baglæns fra politi
Autoritære magtnydere
Magtliderlige voldsbrugere
Råbende autonomer skriger
LORT NOK
Derude i natten
Løber de fra staten
Staten siges at passe på
Os
Løgn løgn løgn
det er lort nok!
De begrænser os kun
Lader os ej studere
Den anden verden af Frihed
Vi lærer kun at leve
I en ulidelig frihedsløs
Verden
Vi lever ikke
Kun efter regler
Sat og bestemt
Fra barnsben af
Jeg skal være lydig
For ellers får jeg gas
Mens alle voldsmænd går fri
Du skal underlægge dig voldsmændene
Din ytringsfrihed bliver dig frataget
Og du må aldrig lære at nedbryde DIN regering
For hvis du nedbryder den
Bliver de frihedsberøvede frie
Og voldsmændene bliver taget
Folket er underdanige
Feb 9, 2015
Feb 9, 2015 at 4:21 AM UTC
den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.
den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil skubbe dig længere mod selvtugt.
-
DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.
JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.
-
En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.
Nov 1, 2014
Nov 1, 2014 at 8:07 PM UTC
når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder
Oct 18, 2014
Oct 18, 2014 at 1:40 AM UTC
jeg sidder og stirrer
ud i mørket
en kold september
nat
karl william synger
om at "vi ku' ha' gjort så meget"
og jeg ved ikke om det er vinden
eller tanken om de sørgerlige
rester af
dig og mig
der får tårer til at falde
som glas på mine elfenbenskinder
kaffen er blevet bitter og kold
ligesom det jeg føler indeni
men mine hænder klamrer
sig til koppen som om
den indeholder det
sidste af dig
jeg har aldrig fundet ud af hvorfor
jeg sidder der
nat efter nat
og stirrer ud i mørket
måske håber jeg bare at se dig
få bare et eneste glimt af dig
som et stjerneskud på himlen
i et milisekund
men der kommer aldrig nogen
eller noget
og endnu en lille del af mig dør
så jeg tænder en cigaret og lader
den brænde mellem mine læber
for godt nok vil du altid
være en del af mig
men du får ikke lov til at være
den der tager livet af mig
Sep 17, 2014
Sep 17, 2014 at 3:13 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
Jul 20, 2014
Jul 20, 2014 at 10:06 AM UTC
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.
Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Feb 22, 2016
Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
bassen, der overdøver vores eget hjerteslag,
bassen, der dunker mere end vores tanker,
smagen af sprit, og røgen der hænger i tøjet
tænder den ene cigaret med den sidste,
ryger, drikker, danser,
danser det hele væk,
håber på at svingende hofter og klamme blikke,
kan slette det hele,
drikker måske for at glemme,
eller måske for at huske
men kan man kurere en sygdom med en anden,
for hvad hjælper det at vi drikker os fra vores sanser,
og gemmer os bag billeder så slørede som livet,
når vi i virkeligheden har bræk på skoene,
og tomme pakker i vores tomme lommer
måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
måske ikke
måske det bare er hvem vi er,
syge mennesker,
der lader som om vi har det sjovt,
Dec 27, 2014
Dec 27, 2014 at 2:16 PM UTC
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC
jeg kunne skrive lange breve, sange og digte om dine hænder, der altid er blødere end mine, når jeg lader mine fingerspidse kærtegne dem. dine skuldre, som jeg lader min kind hvile på, når du holder mig i dine arme. dine små mørke krøller, der kilder din nakke, og som kun jeg må lade mine fingre glide igennem. og jeg ved jo godt, at det er åndsvagt og tåbeligt, men når dine læber beder mig om at gå og dine øjne tigger mig om at blive, falder mit indre sammen i små stykker og salte dråber løber ned at mine kinder. jeg ved jo godt, at du ikke mener det, når du siger at jeg ikke kan blive i dine hvide lagner for evigt, men dine ord trænger alligevel ind i mine inderste kamre og lukker op for alle tænkelige smerter som mine årer kan rumme. jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan blive ved med at kysse dine fløjsbløde læber indtil ingenting gør ondt mere, men når dine brune øjne kigger på mig og vores næser er en millimeter fra berøring, vil den evige længsel ikke tage ende.
Mar 27, 2015
Mar 27, 2015 at 7:32 PM UTC
Tankerne kører rundt i hovedet på mig, som en karrusel snurrer de mig rundt
Jeg kigger ned, rør ved mit hår, har lyst til en smøg
Jeg betragter flammen da jeg tænder: jeg ryger i stilhed
Jeg er halv beruset, jeg tænker på dig
Jeg suger røgen ind og trækker vejret dybt, lader det fylde tomrummet i mit hjerte
Det føltes som at danse på knust glas
Jeg kan mærke smerten, jeg kan se at mine fødder bløder
Men jeg bliver ved og ved med at danse, til de smukke toner som fylder mit hoved og dæmper smerten
Jeg danser, som om at intet var galt
Jeg er ligeglad
Jeg ville danse i 1000 år, bare for at få hans opmærksomhed
SE mig
Den rigtige mig
Den pige der danser sensuelt rundt på gulvet, rør ved sit hår og ryger cigaretter – er det mig? Kan du se det?
Oct 5, 2014
Oct 5, 2014 at 7:11 PM UTC
Parlamentarisme rimer ikke på
Flertalsdiktatur
Men i mit snævre hoved
Kommer det til syne på tur
patriarken er autoritær
De lyver oppe på borgen
Synger sange om at være os nær
Efterlader os til sorgen
Relevansen er ligegyldig
De lod en matriark drage stemmer
Væltede patriarken med alle lemmer
Bankede hele folket ned
Som endnu et af borgens spil
Det er ligegyldigt hvad de siger
Man kan da ikke have en statsminister
Til at støtte vores piger
Kampen for feminisme
Blev hurtigt frosset af hans isse
De har fandme bare at holde kæft
Ingen af dem burde arbejde i den gesjæft
De skal alle brænde en dag
Skærsilden lader ingen gå tilbag'
De kan alle spinne som de vil
Men en dag så er det **** som et spil
De ender deres omgang
Synger den samme sang
Skattesnydere alle sammen
Jeg føler mig så vammel
En dag skal jeg stemme
Om min tanke vil væmme?
Jeg stemmer blankt
Mens jeg lytter til skambankt
Feb 25, 2015
Feb 25, 2015 at 4:06 AM UTC
Jeg er dårlig til at være vred
Jeg får ondt i maven, når jeg tænker onde tanker
Jeg kan ikke sige, hvad jeg mener, hvis min mening er ondskabsfuld
Jeg går med de vrede ord inden i mig selv
Jeg tænker dem, mener dem, overvejer og omformulerer dem
Jeg slipper dem ikke (måske tør jeg en dag)
Jeg tror det er bedst sådan
Jeg tror ikke nogen får noget ud af mine vrede ord
Jeg kan heldigvis klare at have dem i bur ind til videre
Jeg håber min omtanke holder føringen og lader dummer personer uvidne
Jeg skriver dem måske ned nu. Bare ordene, ikke mere. For ordene er vel ikke onde, før de er i kontekst og til eller om nogen.
Dumme
Uintiligente
Irriterende
Fatsvage
Taber
Et ord så slemt, at jeg ikke har det i mit ordforråd
Tarvelige
Ubetænksomme
Jeg hader dig!
May 18, 2015
May 18, 2015 at 9:03 AM UTC
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
Nov 11, 2014
Nov 11, 2014 at 4:57 AM UTC
Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket
Dec 5, 2016
Dec 5, 2016 at 4:24 PM UTC
og jeg ender endnu engang med at være irriteret på mig selv
fordi jeg bremser mine følelser og lader som om jeg er verdens mest
modige og spændende person
prøver at imponerer dig med ord som jeg tror du vil høre
og praler af mine mange seksuelle erfaringer
som egentlig ikke har gjort andet end at efterlade mig
med en følelse af tomhed og udnyttelse
og medført at jeg havde problemer med overhovedet at blive
berørt eller bare rørt af andre mennesker
jeg burde i stedet have betroet dig at jeg kun har elsket
en enkelt gang nogensinde
hvor jeg gav alt hvad jeg havde at byde på og endte med
at tabe det hele på gulvet
så når jeg kommer med hurtige spydige svar og min sarkastiske
tone virker mere irriteret end spøgende er det fordi
jeg er ******* bange
for at videregive mit reparerede hjerte da det stadig bærer
præg af en hård kamp med at lære blot at banke for
at holde mig i live
Dec 2, 2015
Dec 2, 2015 at 3:57 PM UTC
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
May 16, 2016
May 16, 2016 at 12:17 PM UTC