"imod" poems - Hello Poetry

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

på et øde sted som ej er kendt af mange der brænder to triste hjerter en tankestreg forbinder dem men tager ej hinanden til sig og mørket ligger som et tæppe varmer triste hjerter på en kold og blæsende juli nat "de mennesker du har mistet bær' en del af dem i dig og sørg over tabet af dem for hele dem betyder noget for hele dig" og sorgen var bundet som en knude en bristende én som et for løst bundet snørebånd og selvom ordene flød fra ligeså triste munde saltede af fortids minder var kun stilheden nødvendig for at forstå .... at her kunne triste hjerter mødes og føle i fællesskab og alt ville være helt ok i nattens sidste time brændte et let kys på mundvigen givet i hemmelighed taget imod med en åbenhed som hele verden ville kunne se fra stjernernes lys i mørket tankestregen forbandt dem ej men de åbne sår helede sammen den nat i en omfavnelse fra to triste hjerter

0

Jul 7, 2015

Jul 7, 2015 at 2:15 PM UTC

emilie-s-jensen

triste hjerter

på et øde sted som ej er kendt af mange der brænder to triste hjerter en tankestreg forbinder dem men tager ej hinanden til sig og mørket ligger som et tæppe varmer triste hjerter på en kold og blæsende juli nat "de mennesker du har mistet bær' en del af dem i dig og sørg over tabet af dem for hele dem betyder noget for hele dig" og sorgen var bundet som en knude en bristende én som et for løst bundet snørebånd og selvom ordene flød fra ligeså triste munde saltede af fortids minder var kun stilheden nødvendig for at forstå .... at her kunne triste hjerter mødes og føle i fællesskab og alt ville være helt ok i nattens sidste time brændte et let kys på mundvigen givet i hemmelighed taget imod med en åbenhed som hele verden ville kunne se fra stjernernes lys i mørket tankestregen forbandt dem ej men de åbne sår helede sammen den nat i en omfavnelse fra to triste hjerter

43

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

0

Feb 22, 2016

Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC

050198

Glæden ved de små øjeblikke

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

4

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

0

Aug 22, 2019

Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC

victoria-wilhelm

Om metroen

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

72

De siger at du skal kæmpe imod dine fjender men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke? Du blev skåret af disse skarpe vinger og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget Og jeg ved ikke hvad der er værst.

0

Mar 31, 2015

Mar 31, 2015 at 4:39 PM UTC

CecilieA

Fjender

De siger at du skal kæmpe imod dine fjender men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke? Du blev skåret af disse skarpe vinger og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget Og jeg ved ikke hvad der er værst.

6

det er svært synes jeg, at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt at holde det nede, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os men hvad så når man vil bruge det, bruge det imod dig så virker det dumt, for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være og så går det galt, og så er det svært fordi spørgsmålet er jo, om jeg er ked af det eller om jeg leder efter opmærksomhed, opmærksomhed kun fra dig så fortsætter jeg med at gøre det svært, lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os så fortsætter jeg med at gøre det svært, og bruge det imod dig, at du er ligeglad, men hvad skulle du ellers være, når jeg virker ligeglad

0

Dec 27, 2014

Dec 27, 2014 at 1:57 PM UTC

Ordogdetder

at lade som om

det er svært synes jeg, at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt at holde det nede, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os men hvad så når man vil bruge det, bruge det imod dig så virker det dumt, for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være og så går det galt, og så er det svært fordi spørgsmålet er jo, om jeg er ked af det eller om jeg leder efter opmærksomhed, opmærksomhed kun fra dig så fortsætter jeg med at gøre det svært, lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os så fortsætter jeg med at gøre det svært, og bruge det imod dig, at du er ligeglad, men hvad skulle du ellers være, når jeg virker ligeglad

21

Jeg drømte, at du elskede mig og du fortalte mig det hele tiden ved hjælp af ord ved hjælp af blikke ved hjælp af handlinger Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig og du kunne mærke mig og vi mærkede hinanden Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt fortiden var glemt fremtiden var uendelig Men jeg er vågen nu og det eneste, jeg kan mærke er kolde lagner regnen imod ruden omklamrende tomhed

0

May 13, 2014

May 13, 2014 at 12:52 PM UTC

nikoline

Elsk mig når vi vågner

Jeg drømte, at du elskede mig og du fortalte mig det hele tiden ved hjælp af ord ved hjælp af blikke ved hjælp af handlinger Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig og du kunne mærke mig og vi mærkede hinanden Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt fortiden var glemt fremtiden var uendelig Men jeg er vågen nu og det eneste, jeg kan mærke er kolde lagner regnen imod ruden omklamrende tomhed

18

så mange mennesker der går med smerter indeni eller udenpå; overset eller identitetsdannende skævheder, sammenkrøllethed, bider det i sig indelukkethed, folk som er låst fast, har givet op på en drøm en rusten forventning til hvad livet nu vil bringe en livet vil noget andet med en, tag imod **** på **** sammen, stå fast en stille hjerteskærende eksistens, siger ikke meget men hvis nu man tager sig tid, studerer, bemærker, dykker ned står smerten klart frem modsatretteder længsler; det nemme og det, man virkelig vil sikkert eller spændende? livet er kompromiløst og man kan ikke få det hele en ømhed, noget småt men betydningsbærende hvor så du dig selv være nu? ikke her, ikke med de mennesker, ikke som den jeg er blevet jeg håber aldrig, at det bliver mig med skår i hjertet på så mut en facon

0

Sep 9, 2015

Sep 9, 2015 at 4:02 PM UTC

en-anonym-skikkelse

'se mig som jeg er'

så mange mennesker der går med smerter indeni eller udenpå; overset eller identitetsdannende skævheder, sammenkrøllethed, bider det i sig indelukkethed, folk som er låst fast, har givet op på en drøm en rusten forventning til hvad livet nu vil bringe en livet vil noget andet med en, tag imod **** på **** sammen, stå fast en stille hjerteskærende eksistens, siger ikke meget men hvis nu man tager sig tid, studerer, bemærker, dykker ned står smerten klart frem modsatretteder længsler; det nemme og det, man virkelig vil sikkert eller spændende? livet er kompromiløst og man kan ikke få det hele en ømhed, noget småt men betydningsbærende hvor så du dig selv være nu? ikke her, ikke med de mennesker, ikke som den jeg er blevet jeg håber aldrig, at det bliver mig med skår i hjertet på så mut en facon

20

en flok af engle der danser i mine drømme rammer min næsetip med deres tryllestøv bevæger mig over imod den uimodståelige regnbue der fortæller mig at om lidt vil jeg krydse den finde guld og vågne op c.t

0

Nov 30, 2014

Nov 30, 2014 at 5:43 PM UTC

carololololo

drømme

en flok af engle der danser i mine drømme rammer min næsetip med deres tryllestøv bevæger mig over imod den uimodståelige regnbue der fortæller mig at om lidt vil jeg krydse den finde guld og vågne op c.t

13

alle ved at der er noget særligt ved dagens første cigaret og nattens stilhed men jeg venter stadig på den dag jeg bliver træt af tanken om dig og dine smilende øjne jeg ved ikke hvor lang tid der går men dagen kommer og jeg vil tage imod den som var den en kærlig hånd jeg vil ikke længere dykke efter svar i dine havblå øjne for jeg er bange for at du vil lukke dem i og aldrig lukke mig ud det sner ikke endnu men følelsen af at skulle på afvænning for dine kys føles som kom den som en brise en decembermorgen og jeg er blevet taget på sengen og har ikke andet end din t-shirt på jeg venter stadig på den dag jeg bliver træt af tanken om dig også selvom jeg ved at den aldrig kommer

0

Nov 12, 2014

Nov 12, 2014 at 4:02 PM UTC

tesler

tanken om dig

alle ved at der er noget særligt ved dagens første cigaret og nattens stilhed men jeg venter stadig på den dag jeg bliver træt af tanken om dig og dine smilende øjne jeg ved ikke hvor lang tid der går men dagen kommer og jeg vil tage imod den som var den en kærlig hånd jeg vil ikke længere dykke efter svar i dine havblå øjne for jeg er bange for at du vil lukke dem i og aldrig lukke mig ud det sner ikke endnu men følelsen af at skulle på afvænning for dine kys føles som kom den som en brise en decembermorgen og jeg er blevet taget på sengen og har ikke andet end din t-shirt på jeg venter stadig på den dag jeg bliver træt af tanken om dig også selvom jeg ved at den aldrig kommer

24

hendes læber fangede hans blik fyldige men sarte som et rosenblad hendes store øjne med de lange vipper som et dådyr grønne som nåle på et grantræ han stirrede direkte ind i dem fortabte sig i dybet hvor han så hendes sjæl forbløffet over den godhed og rummelighed han fandt som en sol der titter frem bag grå skyer *** var nærmest altid omringet af en form for lys glødende han var taknemmelig for hver en kurve hendes krop bølgede sig i maveskindet der var så fint og blødt hendes lange ben som bar hende yndefuldt rundt på jorden hendes brune lokker med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag fik hende til at ligne noget fra et modeblad fra tredserne og der var en slags ydmyghed over måden *** bare ikke kunne tage imod et kompliment uden at blive forlegen som om *** ikke selv kunne se hvor fuldstændig håbløst smuk *** egentligt er hendes latter og stemme sød og skrøbelig hendes bevægelser der nærmest var filmiske som om *** dansede på en scene han blev fascineret af hele hendes væsen og fandt hende meget sexet på en måde som er svær at forklare han sagde til hende at *** lignede lidt et kys og et kys blev *** til

0

Nov 4, 2018

Nov 4, 2018 at 1:13 PM UTC

ungdomspoet

du ligner et kys

hendes læber fangede hans blik fyldige men sarte som et rosenblad hendes store øjne med de lange vipper som et dådyr grønne som nåle på et grantræ han stirrede direkte ind i dem fortabte sig i dybet hvor han så hendes sjæl forbløffet over den godhed og rummelighed han fandt som en sol der titter frem bag grå skyer *** var nærmest altid omringet af en form for lys glødende han var taknemmelig for hver en kurve hendes krop bølgede sig i maveskindet der var så fint og blødt hendes lange ben som bar hende yndefuldt rundt på jorden hendes brune lokker med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag fik hende til at ligne noget fra et modeblad fra tredserne og der var en slags ydmyghed over måden *** bare ikke kunne tage imod et kompliment uden at blive forlegen som om *** ikke selv kunne se hvor fuldstændig håbløst smuk *** egentligt er hendes latter og stemme sød og skrøbelig hendes bevægelser der nærmest var filmiske som om *** dansede på en scene han blev fascineret af hele hendes væsen og fandt hende meget sexet på en måde som er svær at forklare han sagde til hende at *** lignede lidt et kys og et kys blev *** til

42

Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på at findes i regnen taget imod de åbne slusers indhold som var de en nyåbnet chipspose man ikke kan lade være med at æde når først man er begyndt. Begynder mine mange dage med at gnide sandet ud af øjnene fordi jeg glemmer at lukke dem i mine drømme under min hud er der tilkalkede badekar fyldt med antikvariater finder et minde frem på reol fire åh hvor det føles fint at være den sidste farve tilbage på jorden ingen kender mig som fortovets tørre pletter efter gadens travlhed er skyllet bort fodsporene gemt væk i afløbet. Der står jeg tilbage som en nydelig udstilling plaskvåd af jordens ånde dueblå og dynamisk svøbt i københavns gardiner

0

Jan 30, 2019

Jan 30, 2019 at 3:18 PM UTC

lauraamstutz

dueblå og dynamisk

Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på at findes i regnen taget imod de åbne slusers indhold som var de en nyåbnet chipspose man ikke kan lade være med at æde når først man er begyndt. Begynder mine mange dage med at gnide sandet ud af øjnene fordi jeg glemmer at lukke dem i mine drømme under min hud er der tilkalkede badekar fyldt med antikvariater finder et minde frem på reol fire åh hvor det føles fint at være den sidste farve tilbage på jorden ingen kender mig som fortovets tørre pletter efter gadens travlhed er skyllet bort fodsporene gemt væk i afløbet. Der står jeg tilbage som en nydelig udstilling plaskvåd af jordens ånde dueblå og dynamisk svøbt i københavns gardiner

24

Og du som åbnede mine ar Du som saltede mine sår Du som bragte lys i mørket Er dig som slukkede lyset på en højlys dag Du som har vinden imod dig Er dig med tvivl i ryggen Og skygger i dit fjæs Du som var nutid Er nu datidens måne Og Fortidens sol Jeg lander på fremtidens jord Og jeg graver evighedshuller I håb om at finde dig i et parallelt univers Hvor det røde lys binder os fast Til nutidens datid (Datidens nutid)

0

Jan 30, 2018

Jan 30, 2018 at 10:53 AM UTC

HazelLamb

NutidDatid

Og du som åbnede mine ar Du som saltede mine sår Du som bragte lys i mørket Er dig som slukkede lyset på en højlys dag Du som har vinden imod dig Er dig med tvivl i ryggen Og skygger i dit fjæs Du som var nutid Er nu datidens måne Og Fortidens sol Jeg lander på fremtidens jord Og jeg graver evighedshuller I håb om at finde dig i et parallelt univers Hvor det røde lys binder os fast Til nutidens datid (Datidens nutid)

16