Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
jeg vil bare gerne bade i saltvand
med dig
spise blomster fra din bedstemors have og
lade planter gro ud af min hovedbund
jeg vil bare gerne drukne i dine vinrøde øjne,
jeg vil spille klaver for dig til morgensolen
vågner og drikke kaffe med dig lige før,
vi skal sove
jeg vil spise croissanter i Paris, skrive digte i Venedig,
male portrætter i Dubai og danse i Florida
med dig
- digte om det, der aldrig skete
jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte
- digte om et papmachesind
du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten
- digte om alt det, der vandaliserer os
jeg vil male nuancer af din hårfarve ind i mine knogler, og jeg vil røre dine nøgne kraveben indtil mit hjerte forvandles til kold metal
min mor fortalte mig, at blå øjne er farlige
men jeg lovede, jeg aldrig ville blive afhængig
her er jeg så
med kindben lavet af ******
planter voksende ud af min hovedbund
jeg får hjemve, når jeg sidder i min stue med blank kaffe
og når jeg tænder en cigaret, kan jeg mærke dine læber skære i mine lunger
- digte om det, der aldrig skete
Cecilie Andersen Aug 2015
Du bidder i din underlæbe til den er helt blodig og hudløs.
Dine hænder er gemt inde i dine alt for lange ærmer.
Neglelakken farver dine nedbidte negle grå, den er halvt afpillet og krakeleret, så der kun er en lille plet af grå tilbage. Dine øjne er mere røde end blå og de ser ned på dine sammenkrøllede tær og skæve fødder. Dit blonde hår er uglet efter et forsøg på at rive det ud af din blege blødende hovedbund i frustration. Du skriger, men skrigene når ikke ud til nogen. Bare der var nogen der ville fortælle dig at det du prøver at flygte fra er noget indeni. Det kommer krybende op igennem din ømme mave på de mest uventede tidspunkter. Den kryber sig videre op til din hals og den kvæler dig så du bliver nødt til at snappe efter vejret. Du tænker, men tankerne er kun disse negative tanker som du så *** får når du er alene om natten under din ikke så varme dyne. Du kan flygte så længe du vil, men den vil altid være i dig.

— The End —