en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.

*(f.b)

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig

"man kan, hvad man vil"
det sagde du selv
da du tog mit hjerte i dine lune hænder
efter 6 måneder i den evige
kulde
du og jeg
dig og mig
vi er så meget
men lige nu, er vi ingenting
længsel er vores drivkraft
kærligheden er skrøbelig
og vi skal passe på
så vi ikke knuser den
igen
lad os prøve igen
lad os elske igen
det føles som gamle dage
når dine øjne smiler til mig
og minder mig om
hvorfor jeg hoppede i det blå hav
de består af
til at starte med
lygtepælens skær krammer
din mørkegrønne bil
med duggede ruder
fordi vi trækker vejret istedet for at
snakke
jeg forsvinder i
lyserøde skyer
når du fortæller mig
at du har savnet mig
inden du trækker i mit halstørklæde
for at lade vores læber mødes
jeg ser ikke andet
end hvad vi kunne blive
du og jeg
dig og mig
igen

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET