Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
Annesofie Olsen Mar 2015
Nu er det blevet forår
og jeg har tømmermænd
husker kun få ting fra i fredags
jeg gemmer mig også væk fra min egen eksistens
solen er glad i dag og lyser op med alle dens stråler
det burde gøre mig glad
men nej jeg er bare trist irriterende teenager som godt kan lide poesi og øl.

— The End —