kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår

når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til

et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden