Nætter jeg faldt i søvn til blide toner
i en salig strøm af længselsfuld lyrik
citeret af stemmer i takt med
dit hjertes ****
bag brystkassen ved min kind

Mens drømmende melodier faldt
ind i rytmen fra dit rolige åndedrag
og den stille efterklang af
lyden fra tabte toner
for altid at minde mig om dig

jeg faldt (for dig)
en aften i december
lige ned i dine arme, faldt jeg
og luften føltes ikke længere
helt så kold.
vi så hinanden i øjnene
lidt for længe til at vi to
bare kunne være venner,
og jeg vidste
at du var den jeg skulle drikke
sød kaffe og plukke solsikker med.
men nu er jeg faldet over min kærlighed
og over mig selv og mit
sikkerhedsnet af dig er borte
jeg forstår ikke hvad det var
der var så forkert ved det jeg gjorde
så jeg er holdt op med at spørge
og renser desperat mit hjerte i sprit
for at det ikke skal blive betændt
men i mit indre brænder dog
et håb om at vi vil mødes igen
en aften i december
og vi vil se hinanden i øjnene
lidt for længe til det kan være forbi
og du vil falde (for mig) på ny

Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Her ånder jeg men lever ikke
Kun min hud kan jeg mærke noget så nært
Det strammer som latex på hele kroppen
Blandt betonhuse der bliver bombet
Skriver jeg ord der bliver til aske
En tyk tåge af følelser svæver forbi mit hovede og gør luften tyk
Så jeg vifter den væk som cigaretrøg
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse ****, måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens  loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

Du var kortvarig
som et jag af smerte
Mit hjerte faldt ud
og landede i dine hænder
men du kunne kun se det
når snefnuggene havde gennemboret
dine organer
Jeg er glad for at jeg er stærkere end dig
og du kan være sikker på
at jeg lære at leve før dig

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig

jeg faldt engang for en kvinde
ikke på den der forelskede måde
mere bare i form af en dyb fascination
i tre år agerede *** støttehjul
og så pludselig
flyttede *** ud i periferien af mit liv
fik sådan lidt en post-fascinations-depression
og brugte yderligere tre år på at forsøge
at finde hendes dobbeltgænger
det lykkedes ikke
da jeg endelig havde sluttet fred
med fraværet af hende i mit liv
dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting
*** er det bål man hælder hundrede liter vand på
men som alligevel
blusser op igen og brænder skoven ned
og jeg ved ikke om jeg skal lægge
mit hoved på hendes skulder, fortælle hende
at *** har reddet mit liv mindst én gang
eller bare drikke kaffe
og snakke om vejret

hele min krop skælver
myrepatter
min porcelænshud krakelerer
bider mine lange hekse negle
hvordan skal jeg kunne konsentrere mig om et essay
når jeg ved at du har kysset en anden
mit hjerte banker i ukoordinerede rytmer
og mine årer mister langsomt deres blå farve
når jeg ved at du søger efter en som ikke er mig
mine øre bløder
min hjerne græder og jeg får blodpropper lavet
af mistillid og frygt
teenage piger og kærlighed
nogle har den ene bejler efter den anden
og andre
laver ikke andet end at spænde ben for sig selv
men jeg er klodset, så jeg falder
og selvom du lovede som den eneste at du ville gribe mig
faldt jeg lige igennem dine usynlige fingre
jeg endte som den
******** smadrede vase

Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld

du er som et kapitel i en bog, der ligger begravet under tusind støvkorn på min hylde med bøger om ulykkelig kærlighed. jeg har allerede læst det, og da jeg gjorde græd jeg tårer som jeg aldrig får igen. de faldt i et hav af benægtelse. jeg benægtede til det sidste, at du kunne sammenlignes med det værste. det eneste der nu er tilbage er løgne, et knust hjerte og det faktum, at du er intet af hvad du lovede. jeg kunne råbe det til verdens ende, og du vil alligevel aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke vil kysse dig ligesom alle de gange før. jeg elsker dig ikke mere, og jeg troede aldrig at jeg ville indse det

da jeg faldt over teltsnoren
den første aften
blandt telte, tørt græs og forventningsfulde toner
af sommermusik

da vores øjne mødtes
da tiden stod stille
et øjeblik
pupiludvidende
elektrisk
hundrede tusind mennesker samlet på få hektar
og jeg skulle falde for dig

hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

jeg beklager kastaniemarkens skygger
lagde sig over dit solbestrålede ansigt
og at plastikposen satte sig fast
i dit cykelhjul
så du faldt og slog hovedet
på den nylagte asfalt
jeg beklager du kom i tanke om
alle dem der fortjente en afsked
men ikke fik den i tide