"ellers" poems
Lort nok bliver råbt i gaderne
Baglæns fra politi
Autoritære magtnydere
Magtliderlige voldsbrugere
Råbende autonomer skriger
LORT NOK
Derude i natten
Løber de fra staten
Staten siges at passe på
Os
Løgn løgn løgn
det er lort nok!
De begrænser os kun
Lader os ej studere
Den anden verden af Frihed
Vi lærer kun at leve
I en ulidelig frihedsløs
Verden
Vi lever ikke
Kun efter regler
Sat og bestemt
Fra barnsben af
Jeg skal være lydig
For ellers får jeg gas
Mens alle voldsmænd går fri
Du skal underlægge dig voldsmændene
Din ytringsfrihed bliver dig frataget
Og du må aldrig lære at nedbryde DIN regering
For hvis du nedbryder den
Bliver de frihedsberøvede frie
Og voldsmændene bliver taget
Folket er underdanige
Feb 9, 2015
Feb 9, 2015 at 4:21 AM UTC
Vejrtrækningerne gør ondt.
Den eneste ting, som ellers skulle få mig til at føle mig i live, men lige nu, lidende, styrtende mod død.
Jeg savner dig. Du forstår ikke. JEG SAVNER DIG!
Skriger indvendigt. Tankelæsende? nej, modsat.
Jeg er forgrædt, indvendigt. Udenpå, forædt. af tanker.
For du er her ikke. Er du her. Her du er. nej, modsat.
Død, prøver at være lidende - levende. Prøver at trække vejret under vand.
Det føles godt. Drukner.
Kom her ved siden af mig. Elsk mig nu.
Jul 18, 2015
Jul 18, 2015 at 10:54 AM UTC
The Noble Soul Has Reverence For Itself
Some saw steel as a hurdle
A material, creatively, infertile
It had no use in a Tudor Chapel
As void an object as Eve’s apple
Innovation died with, past, ingenuity
A true lost sense of congruity
This defined the apparent nature of a coward
A form vacant in Howard
…(A car electric powered, Clear history soured.)
P.S Eter Ellers
Walked in, mud on his shoe
The substance looked like a mound of poo
Cleaned it off in a decorative pool
Down river, ran the stool
Birdie Num Nums scattered about
Soaked with water from a concrete spout
Furniture moves with a life of it’s own
The will to which is hardly known
An invited pest
An awkward guest
Painted skin
The Party is FIN
Futuristic Nostalgia
Two are split by the same division
A line drawn with accurate precision
One's caught in the hands of a time piece running fast
Frightened by setting it too far past
Another’s caught in a backwards flock
Allowing time to tenderly stalk
Neither finds it clear to see
Present tense is the place to be
Jan 3, 2014
Jan 3, 2014 at 7:20 PM UTC
den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner
Feb 12, 2015
Feb 12, 2015 at 8:56 AM UTC
Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.
Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Feb 22, 2016
Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
Oct 29, 2014
Oct 29, 2014 at 2:31 PM UTC
mine øjenlåg er lukkede nu
i kunne ellers have set
hvad der gemte sig bag
i så kun lidt
som hvis man åbnede en skattekiste på klem
mine øjenlåg er lukkede
og min mund er lukket nu
i kunne ellers have hørt hvad der gemte sig bag
for tro mig
- der gemte sig en del
Dec 13, 2015
Dec 13, 2015 at 6:30 AM UTC
den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter
flød
gled
smuttede
hen over dine læber
rev fat i mig så langt inde
at det næsten ikke kunne mærkes
du åbnede op til dine inderste blodårer
lige foran min trommehinde
verbalt
brutalt
genialt
du er en demo på mine tideligere dårlige idéer
du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir
og gemt langt, langt ned under min seng
Jan 25, 2014
Jan 25, 2014 at 7:12 AM UTC
Du er udefinerbar
Du giver kun mening, når jeg placerer dig
Et sted mellem mine sansers sammenfald
Gennem kropslig perception
Du er den nerve, der danser på min læbe
En prik på grænselandets ukendte terræn
Hvor ellers kun sorg og glæde bugter sig
Mellem to mundvige
Du er den hvide bue ved roden af min negl
En betydningsnuance lige under overfladen
Så fængende for min opmærksomhed
Indtil du forsvinder
Du er følelsen lige inden mine nys
Et fremmedartet forventningsfænomen
Skønt forårsaget af ubekendt irritament
Så uforligneligt uforløst
Du er varmen fra solstrålen mod min hud
Der omfavner mig og kysser min kind
Et momentant strejf af glæde og lykke
Som stryger flygtigt forbi
May 4, 2015
May 4, 2015 at 11:00 AM UTC
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
det er svært synes jeg,
at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt
at holde det nede,
det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
men hvad så når man vil bruge det,
bruge det imod dig
så virker det dumt,
for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være
og så går det galt,
og så er det svært
fordi spørgsmålet er jo,
om jeg er ked af det
eller om jeg leder efter opmærksomhed,
opmærksomhed kun fra dig
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
og bruge det imod dig,
at du er ligeglad,
men hvad skulle du ellers være,
når jeg virker ligeglad
Dec 27, 2014
Dec 27, 2014 at 1:57 PM UTC
*Hæderlige børn hopper gennem mudderet
efterlader brune plamager på deres nystrøget skjorter
overfladen bliver krøllet
utilfredse forestillinger om det ellers så perfekte barn*
Oct 28, 2015
Oct 28, 2015 at 4:34 AM UTC
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC
glimmersokkerne i mine adidas superstar
er iscenesat ligesom billedet på instagram
en kreativ finesse til et ellers
identitetsløst antræk
scandiminimalisme forklarer jeg
men du skulle føle på 70'erne
der løber i mine årer og
80'erne i min sjæl
stemninger og billeder
jeg ikke kan sætte ned på papir eller
udødeliggøre mig selv i
ordkvæleri
mit sind vil for evigt være farvet
af iPhonens kølige lys
når den imiterer månen
men jeg finder tryghed i dén
og melankolsk internetdigteri
beretninger fra dagen og natten og teenagefjolleri
men de kan mere end jeg nogensinde vil kunne
istedet river jeg en side ud af en digtsamling
kopierer den hen på mit hipstermøg
snapper, piller og retoucherer
og lægger det på instagram
like.
Feb 4, 2015
Feb 4, 2015 at 2:13 PM UTC
gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane
ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under
stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig
Dec 22, 2015
Dec 22, 2015 at 5:58 PM UTC
Jeg savner din duft og dit smil
Og dit rolige blik
Dit nærvær der gjorde mig tryg og glad
Og dine varme knus da du omfavnede mig
Du dømte mig aldrig
Du elskede mig og du viste det
Jeg kan knap nok huske det
Men dine knus var perfekte
Du er her stadig men bare ikke hos mig
Hvor jeg ellers følte at du tilhørte
Men mennesker tilhører ikke hinanden
Og det ved jeg også godt
Jeg prøver at acceptere det
Og selvom jeg tænker på dig hver dag
Så er det ved at gå op for mig
At jeg heller ikke tilhører dig
Jeg tror at jeg har givet slip
Men inderst inde vil du jo altid være den bedste
Og jeg ville altid vælge dig frem for alt og alle
Også selvom at vi ikke har talt i flere år
Dec 20, 2015
Dec 20, 2015 at 12:44 PM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
May 13, 2017
May 13, 2017 at 9:00 PM UTC
Jeg er farveblind
Men holder for rødt
Mens du får fartbøder
For grønt
Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas
Den skænker og overfylder
Mit i forvejen fyldte glas
Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig
Den overfalder mig
Og jeg snubler i ord
Som kun tænkes i tanker
Et virvar
Et kaos
Et uendelig langt forspring
Som jeg
Aldrig
Ville kunne indhente
En undskyldning
For en manglende egenskab
Som jeg kun ejer svagt
Som du kun ejer kraftigt
Jeg ved det
Jun 25, 2015
Jun 25, 2015 at 10:16 AM UTC
jeg kan ikke mere.
føler mig udenfor overalt.
ig, facebook, habbo,
selv i min ellers "elskværdige" vennekreds.
intet sted
er jeg god nok til at være der
. intet sted
passer jeg ind.
forstår ikke hvad jeg gør,
er ikke karismatisk
smuk
eller i nærheden af klog.
måske er det grundene.
jeg er ikke nok,
ikke for dem, ikke for nogen.
hvorfor skal det hele være sådan her?
Jan 15, 2015
Jan 15, 2015 at 1:41 PM UTC
z
Alt er så fint i stil heden her lige nu
hvor du ligger til venstre for mig og
dynen er så varm og brisen fra den
skarpe luft uden for lister igennem
vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun
gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det
er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart
at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem
min skulder og hals og det kilder næsten når du ån
der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og det ly
der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor
længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner
nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke
det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på
døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind
en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er
så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger
lige der.
Nov 29, 2016
Nov 29, 2016 at 6:41 PM UTC
eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt *** blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det
livet er abstrakt for tiden
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 5:55 PM UTC