læs mine tanker, og fortæl mig,
hvad jeg føler
spørg mig en ekstra gang, hvordan
jeg har det i dag, og hvordan jeg
havde det i går
flå dine lunger løs, riv i mig, skrig
min dybeste hemmelighed udover
altanen, så hele verden kan høre, hvad
det er, du siger, hæv stemmen, hvis
jeg ser væk, rusk i mig, hvis mine øjne
flakker, og hold dig ikke tilbage, når
jeg græder, for jeg er ikke lavet af glas,
og jeg kan ikke gå mere i stykker nu
bag månehvid hud, har jeg beskidte
knogler og mine øjne er blodsprængte
jeg er ikke smuk, men spørg mig en
ekstra gang, om jeg er ligeglad

Minsan gagamit ng payak na salita
Ngunit ito'y uusigin ng iilan;
Minsa'y sisisid at muling hihinga
Ngunit tatadtarin ng masasakit na salita.

Kung ang pagsusulat ay pagmulat
Ba't hindi na lang maging simple sa pagpili ng bawat salita't parirala?
Ba't hindi diretsahin nang ang punto'y maging kalma?
Kung saan walang tensyon, ayos pa't plantsado.

Minsa'y wala namang nais ipahiwatig
Tanging ang letra'y nilalaro't nagiging bukambibig
Wala nga bang dahilan?
O ayaw mo na lamang lumaban?

Sa mundong ginagalawan
Hindi lahat makaiintindi
Hindi lahat makikiayon
Pagkat hindi iisa ang bida
May iilang ekstra sa eksena
Kaya marapat na handa ka.

Ang pagsulat ay malaya
Kaya naman hindi tugma ang bawat kataga
Ganyan ang nadudulot ng demokrasya
Malaya ka nga, pero hindi na maganda 'pag sobra.

Kung babasahin, minsa'y nakapapanting ng tainga
Ano ba ang ipinaglalaban sa pagtaas ng tono niya?
Ang pagsulat nga'y musika rin
Kung mali ang basa sa tono'y hindi maganda ang himig
Parang kapeng depende sayo ang magiging timpla't panlasa.

Isang simpleng mamamayan sa magulong pamamalakad
Dagdagan pa nang nagsisipagsalipadpad na dungis ng bayan
Hindi ka nag-iisa, ganun din ang pakiramdam ko.

Ngunit ang bawat Pilipino sumasabay sa himig ng Lupang Hinirang
Nasaan nga ba ang sinasabing "alab ng puso?"
Tila ang bahaging ito ng liriko'y walang saysay sa iba
Ang pluma ng ila'y wala palang tinta
Ngunit patuloy pa rin, walang nagagawa
Walang ginagagawa, walang nais na pagbabago.

Ganoon kahalaga ang pagbitaw ng bawat salita
Sa bawat punto, bawat espasyo, tuldok at kama
Mayroong layong nakapag-iisa
Mayroong sentimyentong ipinangangalandakan
Mayroong uusbong na himagsikan --
Mabuti man o masama.

Abstract/ abstrak
Mabuti pang ganyan ang pagsulat
Nang hiwatig ay pansarili lamang
Ngunit ang leksyo'y hindi manganganak
Hindi aabot sa mga apo ng bagong henerasyon.

Bale wala ang salita
Kung ang mga ito'y walang aksyon;
Bale wala ang salita..
Kung ang puso'y wala namang direksyon.

(6/28/14 @xirlleelang)

er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage

vi har kolde hænder
fordi kulden bider mere
end mig i hans skulder
når han knepper mig mens mor hører på
og når hans ryg rammer væggen
og han fortæller mig at jeg er smuk
da slår mit hjerte en ekstra gang.
han er det fineste og rareste

Jeg skyller kold kaffe ned
For samfundsnyltere er der nok af
Og jeg tager gerne
Beholder gerne
Alt hvad i kan gi
Så jeg kan ryge en ekstra joint
Sniffe en til bane
"hey drenger prøv nu lige at hør her?
hjælper i mig ik lige med at finde blodåren?
for jeg skal sgu sniff' en bane hass"
?i kan alle få en finger
Stukket op
For jeg tager gerne
Beholder gerne
Alt hvad jeg kan TAGE

drengestemmer der hvisker forførende
og pigestemmer der skriger hidsigt
mørket der omridser
det billede af skygger der danser
med røde roser i hånden
og blod på tanden
for vi er alle kanibaler
samler på menneskehjerter
som vi forsigtigt placerer i vores glasbur
et ekstra til samlingen
og vi æder resten af kroppen
i det violetblå lys fra skærmen
får vi afvide at vi ikke er gode nok
så mine øjne græder rødvinstårer
fordi jeg lever et liv hvor rusen
er min eneste livstilstand
og det er sjælendt at jeg føler mig i live
i et narcissistisk samfund
hvor blonde piger er de eneste prinsesser
og knækkede skæve piger bare er
i stykker
for *** tror ikke på kærligheden
og hvem vil også
lege med en dukke der ikke virker?
så indtil der kommer en der vil
lappe hende sammen og reparere hende
må *** bare side i vinduet og kigge
på de andre dukker
som render rundt og æder hinandens
hjerter
og *** drømmer om et liv
hvor kærlighed ikke var lig med smerte
og forelskelse ikke var en dødsdom

med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu

gå ned på det lokale beboerhus og drik noget urtete. læs den bog du har haft stående på reolen i årtier. fortæl din mor om din dag. græd til en film der rør dig som ingen dreng har kunne røre dig før. invitér dine venner over til gulerødder og hummus. drik te. lav en playliste med sange der gør dig søvnig; gå tidligt i seng og lyt så til den playliste. forkæl dig selv med din yndlingssnack efter en lang dag. hav altid en paraply i tasken, så du er forberedt i disse regnfulde dage. få nu lavet det ekstra hul i øret, som du så gerne ville have. og skriv nu til den tatovør du synes er så god. lav en kande te. genoptag kontakten til gamle venner og bekendtskaber. fjern dine neglelakrester og mal dine negle i en ny farve. drik nu noget mere te!
fokusér på de små ting.
forkæl dig selv, som du ville forkæle én du elsker. det fortjener du.

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord