"ekstra" poems - Hello Poetry

Minsan gagamit ng payak na salita Ngunit ito'y uusigin ng iilan; Minsa'y sisisid at muling hihinga Ngunit tatadtarin ng masasakit na salita. Kung ang pagsusulat ay pagmulat Ba't hindi na lang maging simple sa pagpili ng bawat salita't parirala? Ba't hindi diretsahin nang ang punto'y maging kalma? Kung saan walang tensyon, ayos pa't plantsado. Minsa'y wala namang nais ipahiwatig Tanging ang letra'y nilalaro't nagiging bukambibig Wala nga bang dahilan? O ayaw mo na lamang lumaban? Sa mundong ginagalawan Hindi lahat makaiintindi Hindi lahat makikiayon Pagkat hindi iisa ang bida May iilang ekstra sa eksena Kaya marapat na handa ka. Ang pagsulat ay malaya Kaya naman hindi tugma ang bawat kataga Ganyan ang nadudulot ng demokrasya Malaya ka nga, pero hindi na maganda 'pag sobra. Kung babasahin, minsa'y nakapapanting ng tainga Ano ba ang ipinaglalaban sa pagtaas ng tono niya? Ang pagsulat nga'y musika rin Kung mali ang basa sa tono'y hindi maganda ang himig Parang kapeng depende sayo ang magiging timpla't panlasa. Isang simpleng mamamayan sa magulong pamamalakad Dagdagan pa nang nagsisipagsalipadpad na dungis ng bayan Hindi ka nag-iisa, ganun din ang pakiramdam ko. Ngunit ang bawat Pilipino sumasabay sa himig ng Lupang Hinirang Nasaan nga ba ang sinasabing "alab ng puso?" Tila ang bahaging ito ng liriko'y walang saysay sa iba Ang pluma ng ila'y wala palang tinta Ngunit patuloy pa rin, walang nagagawa Walang ginagagawa, walang nais na pagbabago. Ganoon kahalaga ang pagbitaw ng bawat salita Sa bawat punto, bawat espasyo, tuldok at kama Mayroong layong nakapag-iisa Mayroong sentimyentong ipinangangalandakan Mayroong uusbong na himagsikan -- Mabuti man o masama. Abstract/ abstrak Mabuti pang ganyan ang pagsulat Nang hiwatig ay pansarili lamang Ngunit ang leksyo'y hindi manganganak Hindi aabot sa mga apo ng bagong henerasyon. Bale wala ang salita Kung ang mga ito'y walang aksyon; Bale wala ang salita.. Kung ang puso'y wala namang direksyon. (6/28/14 @xirlleelang)

0

Jun 28, 2014

Jun 28, 2014 at 4:46 AM UTC

psalmiseta

Ang Payak na Kasulatan, Pag-usbong rin ba ng Himagsikan?

Minsan gagamit ng payak na salita Ngunit ito'y uusigin ng iilan; Minsa'y sisisid at muling hihinga Ngunit tatadtarin ng masasakit na salita. Kung ang pagsusulat ay pagmulat Ba't hindi na lang maging simple sa pagpili ng bawat salita't parirala? Ba't hindi diretsahin nang ang punto'y maging kalma? Kung saan walang tensyon, ayos pa't plantsado. Minsa'y wala namang nais ipahiwatig Tanging ang letra'y nilalaro't nagiging bukambibig Wala nga bang dahilan? O ayaw mo na lamang lumaban? Sa mundong ginagalawan Hindi lahat makaiintindi Hindi lahat makikiayon Pagkat hindi iisa ang bida May iilang ekstra sa eksena Kaya marapat na handa ka. Ang pagsulat ay malaya Kaya naman hindi tugma ang bawat kataga Ganyan ang nadudulot ng demokrasya Malaya ka nga, pero hindi na maganda 'pag sobra. Kung babasahin, minsa'y nakapapanting ng tainga Ano ba ang ipinaglalaban sa pagtaas ng tono niya? Ang pagsulat nga'y musika rin Kung mali ang basa sa tono'y hindi maganda ang himig Parang kapeng depende sayo ang magiging timpla't panlasa. Isang simpleng mamamayan sa magulong pamamalakad Dagdagan pa nang nagsisipagsalipadpad na dungis ng bayan Hindi ka nag-iisa, ganun din ang pakiramdam ko. Ngunit ang bawat Pilipino sumasabay sa himig ng Lupang Hinirang Nasaan nga ba ang sinasabing "alab ng puso?" Tila ang bahaging ito ng liriko'y walang saysay sa iba Ang pluma ng ila'y wala palang tinta Ngunit patuloy pa rin, walang nagagawa Walang ginagagawa, walang nais na pagbabago. Ganoon kahalaga ang pagbitaw ng bawat salita Sa bawat punto, bawat espasyo, tuldok at kama Mayroong layong nakapag-iisa Mayroong sentimyentong ipinangangalandakan Mayroong uusbong na himagsikan -- Mabuti man o masama. Abstract/ abstrak Mabuti pang ganyan ang pagsulat Nang hiwatig ay pansarili lamang Ngunit ang leksyo'y hindi manganganak Hindi aabot sa mga apo ng bagong henerasyon. Bale wala ang salita Kung ang mga ito'y walang aksyon; Bale wala ang salita.. Kung ang puso'y wala namang direksyon. (6/28/14 @xirlleelang)

52

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Nemmere

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

18

drømmen om storbyslivet og drømmen om **** mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile det var sådan jeg havde forestillet mig det livet i byen versus livet i landet min forestilling var korrekt i starten nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig jeg blev det menneske jeg ikke ville være det menneske der altid er forjaget det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden det menneske der ikke kan andet end at smalltalke jeg blev det menneske jeg ikke ville være endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv jeg husker, hvem jeg var engang jeg husker de stille morgener, med den friske luft jeg husker gåtur med mine forældres labrador jeg husker roen jeg husker smilene jeg husker minder jeg savner jeg holder disse minder i live jeg bliver mindet om dem ofte specielt når jeg har de dårlige dage når jeg så tilbringer tid med mine home-girls da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene disse er splittet mellem personer fra landsbylivet personer der kender mig fra mit gamle liv disse personer søger jeg til på dårlige dage for jeg blev det menneske jeg ikke ville være nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder og omvendt forsøger jeg at forstå deres men det kan aldrig blive det samme for vi har levet forskellige liv før vi mødtes og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt man kan snakke om her og nu begivenheder og forsøge at skabe fælles minder der kan snøre os sammen som et spindelvæv eller et ekstra sikkerhedsnet men nye bekendtskaber vil forevig og altid minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være (Marolle)

0

May 13, 2015

May 13, 2015 at 4:23 PM UTC

marolle

Landsbypigen

drømmen om storbyslivet og drømmen om **** mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile det var sådan jeg havde forestillet mig det livet i byen versus livet i landet min forestilling var korrekt i starten nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig jeg blev det menneske jeg ikke ville være det menneske der altid er forjaget det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden det menneske der ikke kan andet end at smalltalke jeg blev det menneske jeg ikke ville være endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv jeg husker, hvem jeg var engang jeg husker de stille morgener, med den friske luft jeg husker gåtur med mine forældres labrador jeg husker roen jeg husker smilene jeg husker minder jeg savner jeg holder disse minder i live jeg bliver mindet om dem ofte specielt når jeg har de dårlige dage når jeg så tilbringer tid med mine home-girls da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene disse er splittet mellem personer fra landsbylivet personer der kender mig fra mit gamle liv disse personer søger jeg til på dårlige dage for jeg blev det menneske jeg ikke ville være nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder og omvendt forsøger jeg at forstå deres men det kan aldrig blive det samme for vi har levet forskellige liv før vi mødtes og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt man kan snakke om her og nu begivenheder og forsøge at skabe fælles minder der kan snøre os sammen som et spindelvæv eller et ekstra sikkerhedsnet men nye bekendtskaber vil forevig og altid minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være (Marolle)

43

engang var jeg sikker på at det aldrig ville være et problem at drikke morgenkaffe alene og det ville aldrig være et problem at ryge dagens første cigaret med vinduet lukket mens storbyen lever videre udenfor men så forsvandt du pludselig ud af min hoveddør og for første gang lukkede du døren bag dig og jeg fandt ud af at det alligevel regner på november-morgener og ambulancerne suser stadigvæk forbi mit vindue, den eneste forskel er blot at der ikke er nogen til at holde min hånd og det er det der gør hele den forskel som jeg troede var så ubetydelig og jeg åbner stadig vinduet inden dagens første cigaret, selv i gennemskærende efterårs- kulde fordi jeg ved at du synes det er det rareste og jeg hælder ekstra sukker i kaffen for at søde den bitre smag af svigt og jeg ved godt at det her efterspil er definitivt men jeg har alligevel lagt ekstranøglen til dig under måtten hvis du en dag skulle finde på at komme tilbage

0

Nov 12, 2014

Nov 12, 2014 at 4:21 AM UTC

emilie-s-jensen

efterspil

engang var jeg sikker på at det aldrig ville være et problem at drikke morgenkaffe alene og det ville aldrig være et problem at ryge dagens første cigaret med vinduet lukket mens storbyen lever videre udenfor men så forsvandt du pludselig ud af min hoveddør og for første gang lukkede du døren bag dig og jeg fandt ud af at det alligevel regner på november-morgener og ambulancerne suser stadigvæk forbi mit vindue, den eneste forskel er blot at der ikke er nogen til at holde min hånd og det er det der gør hele den forskel som jeg troede var så ubetydelig og jeg åbner stadig vinduet inden dagens første cigaret, selv i gennemskærende efterårs- kulde fordi jeg ved at du synes det er det rareste og jeg hælder ekstra sukker i kaffen for at søde den bitre smag af svigt og jeg ved godt at det her efterspil er definitivt men jeg har alligevel lagt ekstranøglen til dig under måtten hvis du en dag skulle finde på at komme tilbage

33

vi har kolde hænder fordi kulden bider mere end mig i hans skulder når han knepper mig mens mor hører på og når hans ryg rammer væggen og han fortæller mig at jeg er smuk da slår mit hjerte en ekstra gang. han er det fineste og rareste

0

Feb 23, 2016

Feb 23, 2016 at 12:09 PM UTC

tenna-jensen

flueknepperi

vi har kolde hænder fordi kulden bider mere end mig i hans skulder når han knepper mig mens mor hører på og når hans ryg rammer væggen og han fortæller mig at jeg er smuk da slår mit hjerte en ekstra gang. han er det fineste og rareste

8

Jeg skriver portrætter med ord og maler deres ansigter lidt på skrå, for det er jo sådan de ser ud. Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter. Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt EKSTRA! Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet. Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter. Jeg iscenesætter mine følelser lidt EKSTRA! Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse. Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser. Jeg iscenesætter mine følelser lidt EKSTRA!

0

Nov 5, 2017

Nov 5, 2017 at 4:43 PM UTC

HazelLamb

ISCENESÆTTEREN

Jeg skriver portrætter med ord og maler deres ansigter lidt på skrå, for det er jo sådan de ser ud. Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter. Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt EKSTRA! Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet. Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter. Jeg iscenesætter mine følelser lidt EKSTRA! Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse. Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser. Jeg iscenesætter mine følelser lidt EKSTRA!

14

Jeg skyller kold kaffe ned For samfundsnyltere er der nok af Og jeg tager gerne Beholder gerne Alt hvad i kan gi Så jeg kan ryge en ekstra joint Sniffe en til bane "hey drenger prøv nu lige at hør her hjælper i mig ik lige med at finde blodåren for jeg skal sgu sniff' en bane hass" i kan alle få en finger Stukket op For jeg tager gerne Beholder gerne Alt hvad jeg kan TAGE

0

Feb 27, 2015

Feb 27, 2015 at 6:38 AM UTC

amalie-kjr-andersen

Untitled

Jeg skyller kold kaffe ned For samfundsnyltere er der nok af Og jeg tager gerne Beholder gerne Alt hvad i kan gi Så jeg kan ryge en ekstra joint Sniffe en til bane "hey drenger prøv nu lige at hør her hjælper i mig ik lige med at finde blodåren for jeg skal sgu sniff' en bane hass" i kan alle få en finger Stukket op For jeg tager gerne Beholder gerne Alt hvad jeg kan TAGE

15

drengestemmer der hvisker forførende og pigestemmer der skriger hidsigt mørket der omridser det billede af skygger der danser med røde roser i hånden og blod på tanden for vi er alle kanibaler samler på menneskehjerter som vi forsigtigt placerer i vores glasbur et ekstra til samlingen og vi æder resten af kroppen i det violetblå lys fra skærmen får vi afvide at vi ikke er gode nok så mine øjne græder rødvinstårer fordi jeg lever et liv hvor rusen er min eneste livstilstand og det er sjælendt at jeg føler mig i live i et narcissistisk samfund hvor blonde piger er de eneste prinsesser og knækkede skæve piger bare er i stykker for *** tror ikke på kærligheden og hvem vil også lege med en dukke der ikke virker? så indtil der kommer en der vil lappe hende sammen og reparere hende må *** bare side i vinduet og kigge på de andre dukker som render rundt og æder hinandens hjerter og *** drømmer om et liv hvor kærlighed ikke var lig med smerte og forelskelse ikke var en dødsdom

0

Jun 15, 2015

Jun 15, 2015 at 3:58 PM UTC

ungdomspoet

dukker

drengestemmer der hvisker forførende og pigestemmer der skriger hidsigt mørket der omridser det billede af skygger der danser med røde roser i hånden og blod på tanden for vi er alle kanibaler samler på menneskehjerter som vi forsigtigt placerer i vores glasbur et ekstra til samlingen og vi æder resten af kroppen i det violetblå lys fra skærmen får vi afvide at vi ikke er gode nok så mine øjne græder rødvinstårer fordi jeg lever et liv hvor rusen er min eneste livstilstand og det er sjælendt at jeg føler mig i live i et narcissistisk samfund hvor blonde piger er de eneste prinsesser og knækkede skæve piger bare er i stykker for *** tror ikke på kærligheden og hvem vil også lege med en dukke der ikke virker? så indtil der kommer en der vil lappe hende sammen og reparere hende må *** bare side i vinduet og kigge på de andre dukker som render rundt og æder hinandens hjerter og *** drømmer om et liv hvor kærlighed ikke var lig med smerte og forelskelse ikke var en dødsdom

33

jeg har ikke brug for nogle andre spiser ikke morgenmad eller nogle andre måltider, har nok i dig og du sætter dig som lim lige på min tungespids, du siger ikke så meget mere jeg lyver, når jeg hvisker, du skal lade mig være, jeg taler sandt, når jeg siger, jeg stadig hader dig for det, du lod dig selv gøre med maling under negle lader du mig ridse overfladen af, du siger jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig, jeg siger, du har øjne lavet af marmor og du ser oftere bare på spørger sjældent for du kender godt svaret, hvis du tænker dig om en ekstra gang, vil du vide at jeg ikke har brug for nogle andre end dig og dine døsige ord

0

May 30, 2015

May 30, 2015 at 11:26 AM UTC

kristine-jensen

undtagelse

jeg har ikke brug for nogle andre spiser ikke morgenmad eller nogle andre måltider, har nok i dig og du sætter dig som lim lige på min tungespids, du siger ikke så meget mere jeg lyver, når jeg hvisker, du skal lade mig være, jeg taler sandt, når jeg siger, jeg stadig hader dig for det, du lod dig selv gøre med maling under negle lader du mig ridse overfladen af, du siger jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig, jeg siger, du har øjne lavet af marmor og du ser oftere bare på spørger sjældent for du kender godt svaret, hvis du tænker dig om en ekstra gang, vil du vide at jeg ikke har brug for nogle andre end dig og dine døsige ord

21