Jeg lod ham sidde der mutters alene Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte Og han var så skuffet ked af det grædefærdig
Fordi jeg var egoistisk - sagde han og han var hensynsløs - sagde jeg
Og nu er alt bare så trist
Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet Det ovale bord Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig Egoistiske jeg, mig men aldrig dig
Ikke en lyd spillede for at opmundre ham Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken som nok forundre og dundre frem for at opmundre
Egoisme er min alkoholisme af individualisme men denne samvittighed smager af likør midt på dagen
Han er måske den værste far af alle fædre men jeg må da være den værste datter af alle døtre
du var på så mange måder helt udsædvanlig uopdragen, egoistisk, at du ikke længere gavnede mig, men nærmere blev et pragteksemplar på, hvordan jeg ikke skulle være så tak, tak fordi du gjorde mig til et bedre menneske
