"duften" poems - Hello Poetry

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

0

Feb 15, 2015

Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC

emilie-s-jensen

hvis jeg mærkede efter

jeg husker ikke meget fra den nat jeg husker blot at s-toget tog mig til et sted mellem himmel og jord hvor stjernerne vendte sig og tiden stod stille din station der hvor alting gjorde ondt men hvor solen altid skinnede på februar morgner selvom det regnede mod ruden og håbet stod højt med solen det der gemmer sig jeg sad på din sengekant og kiggede på dine øjenlåg jeg ved godt hvor meget der foregår inde bag de øjenlåg en helt ny verden som ingen ser fordi du aldrig holder dine øjne åbne længe nok følelsesløsheden og jeg stryger din kind og dine skægstubbe kradser mine fingre du vågner og spørger om jeg ikke ligger mig ned til dig hvor har du været jeg smiler bare og svarer at jeg har været der hvor stjernerne vender hvorfor er du kommet spurgte du fordi jeg fryser du vidste altid hvad jeg tænkte og holdte mig tæt i et milisekund du er så smuk, ved du godt det dine øjne de lyste altid en lille smule op og jeg kunne mærke varmen sprede sig til mine fingerspidser og duften af dit nyvaskede hår mindede mig om tusinde somre jeg beundrede dig længe du var verdens partikler samlet i en hvorfor havde jeg aldrig set det før hvorfor lukker du øjnene hviskede jeg det er stadig koldt fordi det er meningsløst at tænde for varmen du bliver her jo alligevel kun til i morgen svarede du der var en verden imellem os og dog alligevel var der ikke mere end en centimeter og et forgyldent spinkelt håb ... da du vendte dig om og lukkede dine øjne igen glastårer ramte din pude den pude du havde lånt mig i et kærligt øjeblik der var koldt i værelset igen og i natten kyssede jeg dig farvel og strøg din kind og undrede mig for sidste gang over hvad der sker bag dine lukkede øjenlåg da jeg gik ud i februar natten var der varmt og der vidste jeg at det var bag dine øjenlåg det frøs for varmen kom indefra men altid kun når du mistede kontrol og når jeg tager s-toget nu, idag mellem himmel og jord der hvor stjernerne vender og tiden står stille så undrer jeg mig men det af dig der svæver om mig det får mig stadig til at fryse fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der skete bag dine øjenlåg ... fordi du altid lod mig fryse men det varmer stadig lidt helt inde bagerst når toget stopper på din station måske fordi jeg aldrig fik lov at mærke rigtigt efter

112

Jeg bad dig om at blive Og det gjorde du skam også Men kun som sølle spor på min krop Duften af lædersæderne i din Mercedes ligger som streger af ****** under min næse, og påvirker mig ligeså Din vrede har bosat sig under mine negle Skoven du boede ved, har efterladt grene i mine luftveje Og sprækkerne på mine læber er den tvivl der opstod hos dig, da du forlod mig

0

Oct 13, 2014

Oct 13, 2014 at 5:41 AM UTC

frederikke-hyldgaard

Mercedes

Jeg bad dig om at blive Og det gjorde du skam også Men kun som sølle spor på min krop Duften af lædersæderne i din Mercedes ligger som streger af ****** under min næse, og påvirker mig ligeså Din vrede har bosat sig under mine negle Skoven du boede ved, har efterladt grene i mine luftveje Og sprækkerne på mine læber er den tvivl der opstod hos dig, da du forlod mig

8

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

0

Feb 22, 2016

Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC

050198

Glæden ved de små øjeblikke

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi. Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget. Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker. Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

4

Tårerne falder og maler gulvet sort ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i. Jeg ser din månehvide hud alt imens natkanonen sender toner blå, af melankoli gennem mine årer og bider sig fast på min krogede rygsøjle og jeg kan mærke mine lunger. Synet af dig skærer i mine blå øjne Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter. Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre. Omridset af dit ansigt har jeg glemt og jeg famler hjælpeløs i tågen for at nå dine krystalgrå hænder med farer for at blive spist af fortrængelsen. Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som lilla ferskner. Duften var som jorden selv. Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter. Jeg tænker på dig, så stille som en marts nat. Du er så smuk Især når du er stille. 'Men hvad ved jeg også om det?' Platonisk kærlighed. Jeg har allerede fortrudt min tanke og ønsket om at vende om, sætter sig som glasskår i mine øjne. Måske er du noget jeg har fundet på? Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå. Lysår væk.

0

Jan 2, 2015

Jan 2, 2015 at 1:43 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Natkanon

Tårerne falder og maler gulvet sort ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i. Jeg ser din månehvide hud alt imens natkanonen sender toner blå, af melankoli gennem mine årer og bider sig fast på min krogede rygsøjle og jeg kan mærke mine lunger. Synet af dig skærer i mine blå øjne Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter. Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre. Omridset af dit ansigt har jeg glemt og jeg famler hjælpeløs i tågen for at nå dine krystalgrå hænder med farer for at blive spist af fortrængelsen. Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som lilla ferskner. Duften var som jorden selv. Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter. Jeg tænker på dig, så stille som en marts nat. Du er så smuk Især når du er stille. 'Men hvad ved jeg også om det?' Platonisk kærlighed. Jeg har allerede fortrudt min tanke og ønsket om at vende om, sætter sig som glasskår i mine øjne. Måske er du noget jeg har fundet på? Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå. Lysår væk.

34

du bad mig om at vente her på hjørnet af frederiksberg allé mens du gik den modsatte vej og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl men alligevel tog du mine hænder og sagde at jeg bare skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder stadig på mine frost kolde læber jeg har ventet i en menneskealder og jeg har set en verden af københavn som ellers bare ville have passeret mine øjne som små ubetydelige skygger vejret har skiftet mere end før og jeg ligner mest af alt en der har gået sit livs walk of shame for jeg er stadig klædt i den sorte kjole og de små sko med hæl som du forærede mig dengang læbestiften er intakt endnu og jeg smager af daggamle cigaretter og whisky og luften blandes af duften af chanel og vores søde minder den københavnske vinter slider ikke så meget på mit sind når jeg tænker på det og mine følelser smelter jeg kan nok godt vente fem minutter endnu men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede mig (for sidste gang)

0

Oct 29, 2014

Oct 29, 2014 at 2:31 PM UTC

emilie-s-jensen

gadehjørnet

du bad mig om at vente her på hjørnet af frederiksberg allé mens du gik den modsatte vej og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl men alligevel tog du mine hænder og sagde at jeg bare skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder stadig på mine frost kolde læber jeg har ventet i en menneskealder og jeg har set en verden af københavn som ellers bare ville have passeret mine øjne som små ubetydelige skygger vejret har skiftet mere end før og jeg ligner mest af alt en der har gået sit livs walk of shame for jeg er stadig klædt i den sorte kjole og de små sko med hæl som du forærede mig dengang læbestiften er intakt endnu og jeg smager af daggamle cigaretter og whisky og luften blandes af duften af chanel og vores søde minder den københavnske vinter slider ikke så meget på mit sind når jeg tænker på det og mine følelser smelter jeg kan nok godt vente fem minutter endnu men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede mig (for sidste gang)

31

Duften af kaffe forandre sig når vandet rammer de knuste bønner Kan spejle mig i regnbueboblerne på skummet Tilføjer vand mer og mer i en tynd stråle De siger det sådan den bedste smag trænger igennem vent 5 minutter og så pres Jeg ved ikke om jeg tror på dem Men jeg gør det for hvis nu det er sådan Vil jeg ikke gå glip af den særlige smag jeg vil ikke vente 5 minutter har trang til at presse nu Det er spild ikke at få det bedste ud af det Den gode duft forsvandt jo allerede da vandet ramte de knuste bønner. Det sidste må ej forsvinde for så er det hele meningsløst

0

Jun 13, 2015

Jun 13, 2015 at 12:21 PM UTC

maja-klit

som de andre siger

Duften af kaffe forandre sig når vandet rammer de knuste bønner Kan spejle mig i regnbueboblerne på skummet Tilføjer vand mer og mer i en tynd stråle De siger det sådan den bedste smag trænger igennem vent 5 minutter og så pres Jeg ved ikke om jeg tror på dem Men jeg gør det for hvis nu det er sådan Vil jeg ikke gå glip af den særlige smag jeg vil ikke vente 5 minutter har trang til at presse nu Det er spild ikke at få det bedste ud af det Den gode duft forsvandt jo allerede da vandet ramte de knuste bønner. Det sidste må ej forsvinde for så er det hele meningsløst

12

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm blomstrede der roser i din mund som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser forblindet narkoman en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler men en dag visnede blomsterne i din mund og dine skæve tænder kom til syne duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde men den kolde vinter fik mig til at fryse til is hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder en snefnug landede på min grædende kind jeg er færdig med afvænning du flyder ikke længere rundt i mine åre så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

0

Jan 6, 2015

Jan 6, 2015 at 6:34 PM UTC

ungdomspoet

afstand

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm blomstrede der roser i din mund som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser forblindet narkoman en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler men en dag visnede blomsterne i din mund og dine skæve tænder kom til syne duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde men den kolde vinter fik mig til at fryse til is hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder en snefnug landede på min grædende kind jeg er færdig med afvænning du flyder ikke længere rundt i mine åre så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

16

duften havde brændt sig fast som det brændmærke jeg havde på håndleddet og jeg så dig stadig på tågede torsdage jeg tænkte om duften nogensinde ville gå væk for selvom den summende lyd stadig er der er jeg i tvivl om jeg er summende ..... og jeg talte regndråberne i flere dage *** fortalte mig at det var fint fint og jeg vidste, at alt jeg skrev var rene indtryk fra virkeligheden som ingen sammenhæng havde med hvad der i virkeligheden foregik for selvom den summende lyd stadig er der er jeg i tvivl om jeg er

0

Oct 5, 2015

Oct 5, 2015 at 3:50 PM UTC

digteomenits

blå time

duften havde brændt sig fast som det brændmærke jeg havde på håndleddet og jeg så dig stadig på tågede torsdage jeg tænkte om duften nogensinde ville gå væk for selvom den summende lyd stadig er der er jeg i tvivl om jeg er summende ..... og jeg talte regndråberne i flere dage *** fortalte mig at det var fint fint og jeg vidste, at alt jeg skrev var rene indtryk fra virkeligheden som ingen sammenhæng havde med hvad der i virkeligheden foregik for selvom den summende lyd stadig er der er jeg i tvivl om jeg er

24