den søde smag af røg på flaske
kradser i halsen
dejlig eftersmag, fyldig og rød
jeg hviner en lørdag aften
fordi jeg ikke har drukket vin
jeg er tørstig
efter den mættende følelse af
forførelse og beundrelse
jeg vil danse med verden
og drikke vin med dig i måneskinnet
du skrev engang med sorte bogstaver
at hvis jeg nogensinde var ensom
så havde jeg jo dit nummer
og du skrev "bare dig og mig og måneskin"
jeg ved ikke om det var den søde vin
der fik dig til at hvine efter mig
men det var ihvertfald ikke dit røde hjerte
som bankede for mit røgede sind
så måske jeg bare skulle hvine noget mere
og drikke min røde vin alene
uden dig
og måneskin

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig

mine tanker er et andet sted end de burde
"hvor burde tanker være", spørger du
og jeg svarer
at de burde ikke være

som mit selv skal tankerne glemmes
og glemt bliver de
men kun når jeg glemmer mig selv
blot for en stund

jeg er tanker og af tanker er jeg
tanker
en stime af ord og bogstaver og tal og
de er der og forsvinder ikke